Verdens Cykeldag 2021

Du ved sikkert godt, at cykling formindsker luftforurening. Men cykling gør meget mere godt for dig, din hverdag og vores fælles liv. Se otte stærke fordele ved cyklisme i anledning af Verdens Cykeldag den 3. juni.

Vi markerer sammen med European Cyclists' Federation FN's mærkedag - Verdens Cykeldag - og præsenterer her otte stærke fordele ved cyklisme.

RENERE LUFT

Luftforurening er den største sundhedsrisiko i Europa. Når vi cykler, hjælper vi med at reducere luftforurening – især i byerne. Dermed sparer vi som samfund 435 millioner euro pr. år.

FÆRRE DØDSULYKKER I TRAFIKKEN

Med mange cyklister følger ofte større trafiksikkerhed. Risikoen for cyklister for at blive slået ihjel eller komme alvorligt til skade er lavere i lande med mange cyklister.

MERE SUNDHED OG TRIVSEL

Med cykling i Europa undgår vi over 18.000 for tidlige dødsfald årligt. Samtidig har mennesker, der bevæger sig i hverdagen med fx cykling, lavere risiko for at udvikle depression.

BEDRE BYER

For hver parkeret bil kan vi parkere 15 cykler. Udover at bidrage til renere luft og mindre støj får vi mindre biltrængsel på vejen og sparer dermed samfundet for op mod 7 milliarder euro om året, når vi cykler.

BEDRE MOBILITET UDEN FOR BYERNE

Cykling og god cykelinfrastruktur uden for byerne hjælper med at gøre os mindre afhængige af biler og forbedrer vores muligheder for at komme til arbejde, uddannelse og oplevelser i hverdagen.

GRØN OG BÆREDYGTIG FRITID

Det totale økonomiske udbytte af cykelturisme i Europa vurderes til at være 44 milliarder euro om året. Samtidig er cykling meget bedre for miljø og klima end at køre i bil eller flyve.

STÆRKERE LOKAL ØKONOMI

Parkerede cykler medfører fem gange så mange penge brugt på indkøb pr. kvadratmeter som parkerede biler. I gennemsnit køber cyklister oftere ind lokalt og er mere loyale over for lokale butikker.

BEDRE SAMMENHÆNGSKRAFT

Når vi cykler rundt i vores byer, møder vi mennesker med andre baggrunde end os selv. Det skaber et stærkt fundament for sammenhængskraft og samhørighed.

Rapport: Mange og stærke fordele ved cykling

Rapporten 'The benefits of cycling' præsenterer omfattende dokumentation for de stærke fordele ved cyklisme. Ifølge rapporten ligger den samfundsmæssige gevinst ved cykling i forhold til miljø, folkesundhed og mobilitet på 90 milliarder euro årligt bare ved den nuværende cykelandel.

Til sammenligning vurderes det i en nylig udgivet rapport fra EU-kommissionen, at biltransport koster Europa 800 milliarder euro årligt.

Læs rapporten 'The benefits of cycling - unlocking their potential for Europe'

Støt cykelsagen

Sådan bliver du en del af cykelsagen

Støt med valgfrit enkeltbeløb. Giv et medlemskab i gave. Testamentér. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for cykelsagen på mange måder.

Læs mere

Alt om cykling

Gode cyklistguides

Gør din cykel forårs- og vinterklar. Tjekliste til køb af elcykel. Lær dit barn at cykle. Sæt hjelmen rigtigt. Og meget mere. Vi har guiden.

Se alle vores guides

Bliv medlem

Meld dig ind i Cyklistforbundet

Du kan vælge mellem flere medlemskaber: Personligt medlemskab, digitalt medlemskab for unge, hustandsmedlemskab, seniormedlemskab, firmamedlemskab.

Meld dig ind