Beskrivelse af billedet

Lygter og reflekser på cyklen

Bliv klogere på lovens krav til lys, lygter og reflekser med vores guide og pas på dig selv i trafikken. 


Første del af guiden her gælder for almindelige cykler med to hjul. Har du en cykel med mere end to hjul, eller en bred cykel, gælder der andre regler. Se regler for bredere og flerhjulede cykler længere nede.

Guide til lygter

Lygtetændingstid: Du skal have lygterne tændt fra solnedgang til solopgang og i øvrigt, når sigtbarheden er dårlig, fx i tåge eller tæt snevejr.

Forlygte
: Du skal have mindst én forlygte, den skal lyse hvidt eller gulligt.

Baglygte
: Du skal have mindst én baglygte. Den skal lyse rødt.

Afstand
: Lygterne skal være tydeligt synlige på mindst 300 meters afstand og fra siden.

Blink
: En hvid forlygte og en rød baglygte må gerne blinke. Hvis en lygte blinker, skal den blinke mindst 120 gange i minuttet.

Placering
: Lygterne skal være fastgjort til cyklen og må ikke ændre retning under kørslen. De skal pege lige frem eller lige bagud og må ikke blænde andre trafikanter. En kraftig forlygte, der bruges på en ubelyst vej, skal pege skråt nedad.

Batteritid
: Batteridrevne lygter skal kunne lyse i mindst 5 timer.


Guide til reflekser

Både dag og nat: Reflekser skal være på cyklen hele tiden – også når det er lyst.

Foran: Du skal have mindst én hvid refleks foran.

Bagpå: Du skal have mindst én rød refleks bagpå.

I hjulene: Du skal have mindst én gul refleks i hvert hjul, som er synlig fra siden – eller hvide reflekterende dæk- eller fælgsider.

Pedalreflekser: Du skal have mindst to gule reflekser, der bevæger sig, når du cykler, og som er synlige bagfra. Det vil typisk være pedalreflekser.

Certificering: De lovpligtige reflekser skal være godkendte og have de krævede godkendelsesmærker.

Ekstra reflekser: Du må gerne supplere de lovpligtige reflekser med ekstra reflekser på cyklen, dit tøj eller din taske. Reflekser på tøj og tasker er en fordel, fordi de også er synlige, når du stiger af cyklen.

Regler for cykler med mere end to hjul

Har din cykel mere end to hjul, gælder der særlige regler for lygter og reflekser.


Forlygte
: Forlygten skal sidde højst 50 cm fra cyklens yderste venstre punkt.

Baglygter: Er cyklen højst 1 meter bred, skal den have mindst én baglygte. Den skal sidde i cyklens midterplan eller til venstre for midten. Er cyklen mere end 1 meter bred, skal den have mindst to baglygter. De skal sidde højst 40 cm fra cyklens yderste højre og venstre punkt og med mindst 60 cm afstand mellem hinanden.

Reflekser: En cykel med mere end to hjul skal have mindst to hvide reflekser foran og to røde reflekser bagpå. De skal sidde højst 40 cm fra cyklens yderkanter og mindst 60 cm fra hinanden. Der gælder desuden de samme krav til reflekser i hjul og på bevægelige dele som for almindelige cykler.

Påhængsvogn og sidevogn: Har du en cykel med påhængsvogn eller sidevogn, gælder der særlige regler for lygter og reflekser. Se §§ 8, 17 og 19 i Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v. for reglerne i den forbindelse.

Se reglerne

Du kan læse de gældende regler i Bekendtgørelse om cyklers indretning og udstyr m.v.

Cyklen er alletiders opfindelse

Glem tanken om én genial opfinder. En perlerække af ideer har – stykke for stykke – formet cyklen og gaderne, så du i dag kan suse af sted. Her er historien fra hjulet over gummi, stål og cykelstier til den nyeste teknologi og fremtidens ideer.

Læs mere

Cyklisters lygtetest

Markedet flyder over med cykellygter. “Cyklister” guider dig til at vælge den rigtige type. Overfloden af cykellygter er en mønt med to sider. Du kan få præcis det, du skal bruge, og samtidig har det aldrig været lettere at købe noget helt forkert.

Læs mere

Test af elektriske pumper

Får du ondt i armen af at pumpe din cykel? CYKLISTER har testet fem forskellige elektriske pumper. En af dem dumper.

Se testen