Denne artikel er en del af forskningsprojektet Bikeability, hvor danske og hollandske forskere i 2010-14 undersøgte, hvordan vi skaber cykelvenlige byer. Cyklistforbundet og Kræftens Bekæmpelse var projek-tets formidlingspartnere. Meget af projektets forskning er stadig relevant, men nogle konklusioner kan være forældede. For øvrig cykelviden henvises til Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme, hvor der findes undersøgelser, evalueringer, håndbøger og andre publikationer om emnet.

Er fremtidens by en cykelby?

Hvordan kan cyklen være med til at løse fremtidens mobilitetsudfordringer og bidrage til at skabe en god by for mennesker? Dét var udgangspunktet for FutureLab – en ’masterclass’ der i to dage samlede eksperter på tværs af faglighed og nationalitet. Et af svarene på spørgsmålet er, at vi måske skal blive bedre til netop ikke at snakke så meget om cykler.

Af Anne Katrine Braagaard Harders, Aalborg Universitet
13. november 2014

Internationale eksperter mødtes for at diskutere fremtidens cykelbyer

I slutningen af august mødtes en række internationale eksperter for at diskutere fremtidens cykelbyer. Årsagen var masterclass’en FutureLab, der som en del af Copenhagen Sharing, er opstået i et samarbejde mellem Københavns Kommune og Aalborg Universitet København.

Eksperterne repræsenterede forskellige fagligheder, fx planlægning og sundhed, og skulle forsøge at bringe nye perspektiver i spil i forhold til, hvordan vores byer skal forme sig i fremtiden.

Cyklens rolle i byens mobilitet

Formålet var at stille sig på skuldrene af den viden og erfaring, som allerede findes på cykelområdet, snarere end at bidrage til denne viden og erfaring. I stedet for at diskutere konkrete løsninger eller implementering af kendte løsninger, diskuterede vi cyklens rolle som en del af byen og byens mobilitet. Det gjorde vi med udgangspunkt i både etablerede cykelbyer, København og Amsterdam, og i nye cykelbyer, Oslo og Bristol.

FutureLab masterclass

Vi arbejdede med to konkrete udfordringer:

  1. Hvordan får vi flere til at cykle i byer, der allerede har gjort store indsatser på området?

  2. Hvordan får vi flere til at cykle i byer, hvor cyklen spiller en marginal rolle?

De udfordringer arbejder mange allerede med, så det er der ikke noget nyt i som sådan. Men på trods af gode initiativer og indsatser synes målsætningerne for både eksisterende og nye cykelbyer at være nærmest uopnåelige.

Cyklen er en af nøglerne

Samtidig øges de generelle trafik- og mobilitetsproblemer i byerne. Det var derfor, at vi i FutureLab lagde vægt på byen og dens mobilitet som helhed i stedet for at fokusere snævert på cykelforholdene. Tesen var stadig, at cyklen er en af nøglerne til at imødekomme fremtidens udfordringer, så det overordnet formål med FutureLab var at komme nærmere et svar på dette spørgsmål:

Hvordan kan cyklen være med til at løse fremtidens mobilitetsudfordringer i byen og bidrage til at skabe en god by for mennesker?

Gennem to dage gennemgik eksperterne en række workshops, hvor vi arbejdede med radikale scenarier og konkrete problemstillinger i eksisterende cykelbyer, og hvor vi for de nye cykelbyer arbejdede med at oversætte erfaring og viden til konkrete byers barrierer og potentialer.

Anbefalinger fra FutureLab masterclass

Effekten af en workshop kan måske bedst måles i de diskussioner, der opstår undervejs. Og dem var der mange af. For at omsætte diskussionerne opsummerede vi de mest centrale pointer i en række anbefalinger, dels til Københavns Kommune og dels til byerne Oslo og Bristol. Jeg har her valgt to specifikke anbefalinger og en generel anbefaling ud:

Eksisterende cykelbyer

Vi skal turde at gå efter de løsninger, der måske kan forekomme radikale – ellers glemmer vi at business-as-usual faktisk kan være værre. I ’70ernes København mente man ikke, at der nogensinde ville komme cykelstier på Nørrebrogade – i dag er dén tanke nærmest utænkelig.

Nye cykelbyer

Pilotprojekter er afgørende. Det er svært for en planlægger eller en ildsjæl at argumentere for noget, der for mange forekommer usandsynligt. Pilotprojekterne kan virkeliggøre forestillinger uden at de kræver store bindinger eller omkostninger.

For byer som Bristol vil deres titel som ”Green Capital 2015” være et oplagt tidspunkt at invitere til den slags pilotprojekter – måske Københavns Kommune kunne vise flaget her?

Generelt

Vi skal passe på med at snakke for meget om cykler. På FutureLab handlede mange diskussioner om, at vi ved at diskutere cyklen alene, kan risikere at marginalisere den eller måske undergrave dens potentiale for at løse trafikproblemer i byer.
Hvis cyklen fremmes som et transportmiddel på lige fod med bilen risikerer den både at møde modstand (som vi ser mange steder nu) og at den ikke længere bidrager til en god by for mennesker.

Der skal ikke være krig mellem transportmidler – og fremme af ét transportmiddel skal ikke være et mål i sig selv. Målet skal være den gode by – cyklen kan være en (af flere) løsninger.

Alt om cykling

Forskningsprojektet Bikeability

Hvordan gør vi byer cykelvenlige? Hvordan forbedrer vi byrum og cykelinfrastruktur, så flere lader bilen stå til fordel for cyklen? Hvordan giver vi cyklister en bedre oplevelse?

Læs artikler fra projektet

Alt om cykling

Ny viden på cykelområdet

Cyklistforbundet gennemfører løbende forskellige undersøgelser, der giver ny viden på cykelområdet.

Se undersøgelser og udgivelser