Hvad kræver det at blive certificeret?

Når vi certificerer en virksomhed, ser vi på fire kategorier: Cykelparkering, medarbejderfacililteter, cykelservice og kommunikation. I kan som virksomhed score et antal points inden for hver kategori afhængig af omfanget og kvaliteten af faciliteterne. Antallet af point afgør, om jeres virksomhed certificeres med guld, sølv eller bronze.

En Cykelvenlig Arbejdsplads har fokus på alle aspekter af cykelpendlerens hverdag - lige fra medarbejderen møder ind på arbejde, til hun eller han forlader arbejdspladsen igen. Det handler om cykelparkering, bad, mulighed for let reparation og kommunikation og aktiviteter, der motiverer medarbejderne til at vælge cyklen.

Antallet af point i nedenstående fire kategorier afgør, om jeres virksomheder kan certificeres med guld, sølv eller bronze.

  • CYKELPARKERING Den ideelle cykelparkering er nem og enkel at bruge. Det indebærer ikke en omvej at parkere, og stativerne skal kunne holde cyklen i blæsevejr uden at exe eller skramme cyklen. Den er sikret mod tyveri og hærværk, godt belyst og gerne overdækket. Der tages højde for, om virksomheden råder over egen jord og faciliteter eller lejer/har adgang til cykelparkering.

  • MEDARBEJDERFACILITETER Optimale bade- og garderobeforhold gør det uproblematisk at bade og klæde om efter at have cyklet til arbejde. Man skal kunne klæde om, tage et brusebad, og man skal også gerne kunne tørre håndklæde, tøj og sko samt have rådighed over eget garderobeskab.

  • VÆRKSTED OG CYKELSERVICE Etablering af et værksted, hvor medarbejderne selv kan klare lapning og småreparationer – eller en aftale med en ekstern udbyder af cykelservice er både et positivt signal og en hel konkret service til de cyklende medarbejdere. Lyt til medarbejderne og find ud af hvad de har brug for! Reserve-, møde- og gæstecykler er ligeledes en god investering.

  • KOMMUNIKATION OG MOTIVATION Cykelvenlige forhold kan være lige meget, hvis ikke medarbejderne kender til dem. Så husk at kommunikere om jeres cykelforhold og om, at medarbejdernes transportvalg ligger jer på sinde! Motiveringsskabende aktiviteter kan fx være arbejdsgiverbetalt deltagelse i VI CYKLER TIL ARBEJDE eller andre kampagner og interne konkurrencer på arbejdspladsen oveni. Det kan også være forskellige cykelarrangementer, herunder ture og cykelkurser – alle aktiviteter, der viser at virksomheden påskønner de cyklende medarbejdere.

Hvordan foregår det?

Se skridt for skridt, hvordan en certificering som Cykelvenlig Arbejdsplads foregår, og hvad det kræver af jer.

Hvem er certificerede?

Cyklistforbundet har certificeret en række forskellige virksomheder. Se oversigt over certificerede virksomheder.

Bliv Cykelvenlig Arbejdsplads

Bak op om sund og bæredygtig transport - bliv certificeret som Cykelvenlig Arbejdsplads med guld, sølv eller bronze.