Ældre på cykel

Cyklistforbundet mener, at det er en god samfundsmæssig investering at fastholde de ældre på cyklen og samtidig gøre en indsats for at forebygge de aldersbetingede uheld.

Cyklen gavner - hele livet. For mange ældre mennesker kan cyklen være et værdifuldt redskab til at øge mobiliteten og dermed forebygge isolation og ensomhed blandt ældre. Cyklen kan gøre det lettere at bevare sociale kontakter og deltage i sociale aktiviteter – til gavn for både sundheden og den generelle livskvalitet.

For mange ældre cyklister i ulykker

Ældre cyklister er stærkt overrepræsenterede i ulykkesstatistikkerne. Der er et markant skift i uheldsfrekvensen omkring 65 års-alderen. Kombinationen af generel nervøsitet og reelle færdighedsstab er en problematisk cocktail, og usikkerheden får mange ældre til at holde op med at cykle. Men løsningen er ikke, at de ældre holder op med at cykle.

Vi skal fastholde og forebygge

Cyklens helbredsmæssige fordele og evne til at binde ældres sociale liv sammen vejer langt tungere end den øgede risiko. Cyklistforbundet mener, at det er en god samfundsmæssig investering at fastholde de ældre på cyklen og samtidig gøre en indsats for at forebygge de aldersbetingede uheld.

Fakta: Ældre cyklister kommer mere til skade i uheld

Ældre mennesker er generelt mere skrøbelige end yngre mennesker, og derfor kommer ældre oftere alvorligt til skade eller bliver dræbt i trafikuheld. Fx er ældre cyklister mere sårbare overfor bilers hastighed, når de bliver kørt ned.

De hovedskader, som en ældre cyklist pådrager sig ved et sammenstød med en bil, der kører 40 km/t, svarer til de hovedskader, som en midaldrende cyklist pådrager sig ved et sammenstød med en bil, der kører 55 km/t, vurderes det i en undersøgelse.

Utryghed i trafikken

Tal fra Transportvaneundersøgelsen 2009-12 viser, at ældre mennesker cykler færre ture og færre kilomenter end yngre. Det er ikke overraskende, da transportbehovet må formodes at falde, når man forlader arbejdsmarkedet. Andelen af personer over 60 år, som cykler, er desuden svagt faldende i perioden 2007-2012.

Cyklistforbundet og Ældre Sagen har spurgt tidligere cyklister over 50, hvorfor de er holdt op med at cykle. To årsager fylder: Problemer med helbred/fysisk formåen og begyndende utryghed i trafikken.

Faktorer, der skaber utryghed i trafikken for ældre:

  • Ingen cykelsti

  • Parkerede biler

  • Mange biler på vejen

  • Biler, der kører med høj hastighed.

Faktorer, der skaber tryghed i trafikken for ældre:

  • Cykelsti

  • God belysning

  • Lysregulerede vejkryds

  • Jævn belægning

  • Lav trafikvolumen.

Gennemgående angiver respondenterne, at de kunne finde på at genoptage cyklingen, hvis helbredet blev bedre, og/eller hvis trafikken blev tryggere. En el-cykel vil også kunne få mange til at cykle igen.

Holdningspapiret er vedtaget af Cyklistforbundets landsmøde 2016.

Cyklistforbundet anbefaler

  • Cykelinfrastruktur bør planlægges under hensyntagen til sårbare cyklister som ældre og børn. Der bør tænkes i alternative ruter i rolige omgivelser, hvor det er muligt

  • Kommuner bør indkøbe cykelrickshaws til plejecentre fx i regi af Cykling uden alder og give de ældre ret til vind i håret

  • Kommuner og organisationer kan med fordel udbyde kurser, evt. inspireret af Ældre Sagen og Cyklistforbundets cykelkurser, der vejleder ældre i, hvordan man cykler trygt og sikkert med en ændret fysisk formåen. I kurset kan bl.a. indgå: Træning af nye vaner i trafikken, øvelser, der styrker bevægeligheden, og råd om valg af cykel, indstilling, vedligeholdelse og synlighed

  • Færdselssikkerhedskommissionen, kommuner o.a. skal fortsat arbejde målrettet for at forebygge uheld og for at reducere overrepræsentationen af ældre i uheldsstatistikkerne

  • Det er en god idé at cykle sammen med andre, hvis man skal genoptage cyklingen efter en længere pause eller holde vanen ved lige. Mange af Cyklistforbundets lokalafdelinger arrangerer cykelture.

Case: Cykling uden alder

"Alle har ret til vind i håret", lyder sloganet for bevægelsen Cykling uden alder, hvor frivillige piloter tager ældre medborgere på tur i cykelrickshaws. Typisk indkøber kommunerne rickshaws, der bliver tilknyttet bestemte plejecentre. Gennem et bookingsystem aftaler de frivillige piloter og plejecentrene ture.

Turene skaber nye relationer og fortællinger på tværs af generationer og øger livskvaliteten hos både ældre og piloter. Initiativet breder sig med lynets hast og findes indtil videre i 30 danske kommuner og i 19 lande.

Case: Cykelcafe i Ballerup

I Ballerup har Cyklistforbundets lokalafdeling sammen med kommunens sundhedshus lanceret begrebet Cykelcafe. Cafeen er et tilbud til borgere, der gerne vil være mere aktive i hverdagen med udendørs træning, men har svært ved at komme i gang.

Frivillige fra Cyklistforbundets afdeling hjælper i gang og arrangerer cykelture i lokalområdet. Der cykles ca. en time i afslappet tempo. Efter turene er der kaffe og cykelsnak.

Læs også

Alt om cykling

Cykling blandt 50+ årige

Helbredsproblemer og utryghed i trafikken spiller ind, når folk stiller cyklen. El-cyklen kan få folk op på cyklen igen.

Gå til undersøgelsen

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere

Aktuelt

Få nyhedsbrevet

Hold dig opdateret på cykelområdet med vores månedlige nyhedsbrev.

Tilmeld dig her