Cyklistforbundet Mener:
Alle børn i Danmark skal kunne cykle trygt og sikkert i hverdagen
Børns cykling er faldet markant over de sidste 30 år. Samtidig ser stadig flere unge sig som bilister frem for cyklister. Det er en dybt uheldig udvikling, og vi har som samfund brug for at få børn og unge op på cyklen igen. Det kræver en bred indsats, hvor både politikere, skoler, daginstitutioner og forældre har et ansvar og en rolle at spille.
Vedtaget af Cyklistforbundets hovedbestyrelse, 24. august 2024 | Hent i PDF
At kunne transportere sig selv på cykel spiller en central rolle for børns fysiske og psykiske velvære, selvstændighed og frihed. Når børn og unge cykler stadig mindre, og unge i stigende grad fravælger cyklen til fordel for bilen, er det en udvikling, som påvirker børns sundhed og trivsel her og nu.
Samtidig er gode cykelvaner hos børn ikke bare en forudsætning for, at vi kan fastholde og videreudvikle cykelkulturen i Danmark. Det dramatiske fald i børns cykling risikerer at få store konsekvenser for fremtidens folkesundhed, fordi aktive, sunde vaner ifølge Sundhedsstyrelsen ofte grundlægges i barndommen.
Børn cykler, når voksne skaber mulighederne
At cykle til skole fra en tidlig alder er en genvej til et sundt og selvstændigt liv. Cyklen må ikke som i mange andre lande være et stykke legetøj, vi finder frem, når vi har fri. Vi skal holde fast i, at børnecyklen også er et transportmiddel, som er oplagt til at køre til og fra skole, fritidsaktiviteter og siden hen uddannelse og arbejde. Børn skal fra en tidlig alder opleve cykelglæde, lære at cykle – gerne ved brug af løbecykel – og stifte bekendtskab med færdselsreglerne. Det har stor betydning for, om børnene senere hen føler sig sikre og trygge, når de færdes i trafikken.
Men at vende udviklingen, så cyklen igen bliver det naturlige transportmiddel i hverdagen for børn og unge, kommer ikke af sig selv. Børn cykler, når voksne skaber mulighederne.
Derfor skal vi voksne – politikere, skoler, daginstitutioner og forældre – sammen vende udviklingen, hjælpe vores børn til at komme op på cyklen igen og få et sundt og aktivt liv.