Cykling i daginstitutioner

Cyklistforbundet mener, at alle vuggestuer og børnehaver bør integrere cykling i det pædagogiske arbejde.

Gode vaner grundlægges allerede i barndommen. Jo tidligere børn bliver fortrolige med cyklen og får positive cykeloplevelser, jo større er sandsynligheden for, at de bliver gode og sikre cyklister og fortsætter med at være fysisk aktive livet igennem.

Cyklistforbundet mener, at alle vuggestuer og børnehaver bør integrere cykling i det pædagogiske arbejde – fx med udgangspunkt i Cyklistforbundets koncept Cykelleg.

Udform en trafikpolitik

Institutionerne bør sammen med forældrene sikre, at det er nemt og sikkert for børn og forældre at ankomme på cykel, løbecykel, gåben eller anden form for aktiv transport uden at havne i trafikkaos foran institutionen skabt af forældre i bil. Her kan en trafikpolitik eller nogle fælles retningslinjer i institutionen være et godt redskab.

Fakta: Institutionerne har en vigtig rolle

Børn vil gerne bevæge sig, og på cykel får de fart og frihed og følelsen af at mestre noget. Det styrker deres selvværd og kompetencer. Man kan ikke starte for tidligt med at give børn mulighed for at cykle, og her kan daginstitutionerne spille en vigtig rolle.

Børn fra to år kan nemt manøvrere en løbecykel, så de fleste vuggestuebørn og alle børnehavebørn kan få glæde af Cyklistforbundets koncept 'cykelleg'.

Cykelleg lærer barnet afstands- og fartbedømmelse, rum- og retningssans og alle former for manøvrer på cyklen. Når det er på plads, kan barnet bedre koncentrere sig om at huske regler og holde øje med trafikanter, når det senere skal lære at cykle i trafikken. Først cykelsikker, så trafiksikker.

Case: Idrætsbørnehaven Hylet

Den københavnske børnehave Hylet laver cykelleg med børnene hver fredag, og pædagog Erik Nielsen har været med til at udvikle flere af legene sammen med Cyklistforbundet. Han oplever, at cykellegen – ud over at gøre børnene cykelsikre – styrker en lang række kompetencer hos børnene.

De lærer nemmere, fordi hjernehalvdelene arbejder sammen, når legene kombinerer det motoriske med logiske elementer som bogstaver og tal. Børnene lærer at være en del af et hold, at tabe og vinde og tage hensyn til hinanden. Cykellegen er god for børn, der har svært ved at koncentrere sig. Endelig kan det generelt være lettere at lære at cykle i det fællesskab, som en børnegruppe er, end sammen med forældrene, hvor børnene måske giver hurtigere op.

Case: Børnehaven Haven

Den aarhusianske børnehave Haven satte sig i foråret 2014 for, at deres børn skulle kunne cykle ud til Brabrand Søen og tilbage, inden de startede i skole. I alt 24 kilometer. Foråret blev brugt på at indstille børnenes cykler, tale færdselsregler og hensyn samt afholde træningsdage i Botanisk Have. Det gav et par knubs undervejs, men alle børnene var klar til den store udflugt, som de pavestolte gennemførte.

Cyklistforbundet anbefalinger til daginstitutioner:

  • Kom i gang med cykelleg ved at se cykellegebeskrivelser og instruktionsfilmene på Cyklistforbundet.dk/cykelleg

  • Sørg for kun at cykle med børnene på trafikfrie områder, på lukkede stier eller ved at trække cyklerne, når man skal fra A til B med børnene. Uanset børnenes cykelsikkerhed fraråder vi, at pædagogerne har ansvar for en flok cyklende børn i trafikken

  • Sæt trafik på dagsordenen i institutionen i samarbejde med forældrebestyrelsen. Formulér fælles retningslinjer eller en enkel trafikpolitik, hvor I forholder jer til, hvordan forældre og børn kan ankomme sikkert til institutionen i morgenmyldretiden

  • Tal også om, hvordan børnene lærer at blive sikre i trafikken. Diskuter løbende trafik på forældremøder, så I sikrer medejerskab i forældregruppen.

Cyklitforbundets anbefalinger til kommuner

Holdningspapiret er vedtaget af Cyklistforbundets landsmøde 2016.

Læs også

Alt om cykling

Til skoler og daginstitutioner

Børn cykler, når voksne skaber mulighederne. Se vores tilbud og anbefalinger til pædagoger og lærere.

Gå til oversigten

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere

Brug os

Alle børnehaver: Nu kan I tilmelde jer Vi kan cykle!

At blive cykelsikker er første skridt på vejen til at blive cykelglad og trafiksikker børnecyklist. I børnehavekampagnen Vi kan cykle! leger børn sig til at blive sikre på cyklen med sjove cykellege. Vi kan cykle!-2024 kører hele maj måned. Det er gratis at være med, og tilmeldingen er åben nu.

Læs mere og tilmeld jer