Ladcykler

Cyklistforbundet mener, at der i højere grad skal planlægges efter ladcyklernes størrelse, når der anlægges cykelstier i de danske byer. Danmark bør blive bedre til at imødekomme ladcyklers behov for plads.

Analyser viser, at moderne ladcykler kan aflaste halvdelen af al transport i byområder. Ladcyklen imødekommer krav til bæredygtig og effektiv transport fra familier og erhvervsdrivende, som hverken biler eller almindelige cykler kan opfylde.

Både det offentlige og det private Danmark bør blive bedre til at imødekomme ladcyklernes infrastrukturelle krav, da dette i sidste ende vil være en fordel for både den enkelte virksomheds økonomi, folkesundheden og livskvaliteten i Danmarks største byer.

Fakta: Kan aflaste trængsel

Alene i København sidder lastbilchauffører i kø 10.000 timer hver dag – en tendens som også ses i landets andre store byer. Skal vi komme trængslen i storbyerne til livs, og samtidigt danne grundlag for grønne og sunde byer, er vi nødt til at inkludere ladcyklen som et helt centralt transportmiddel. Moderne teknologi har gjort ladcyklerne mere smidige og hurtigere end nogensinde før, og sætter man samtidig en elmotor på cyklen, kan rigtig mange kilo varer og/eller børn transporteres hurtigt igennem byen uden hverken støj eller forurening.

Ifølge tal fra det europæiske cyklistforbund European Cyclists’ Federation (ECF) kan 25% af al varetransport og 50% af det lette gods flyttes mere effektivt via ladcykel. Derfor står de private og offentlige erhvervsdrivende til at spare penge på transport med ladcykler, ligesom statskassen kan spare et betydeligt beløb, når folkesundheden forbedres markant med reduktionen af støjende og forurenende transport i tætbefolkede områder – områder hvor store køretøjer netop kan gøre mest skade.

For hver kilometer, der tilbagelægges på cykel fremfor i bil, sparer samfundet ifølge Transportministeriets egne tal i gennemsnit 7 kr. Samtidigt gør ladcyklen, at tunge varer som ellers skulle køres med varevogn, kan transporteres CO2-neutralt. Til sammenligning er EU’s nuværende grænseværdi for varevognes CO2-udledning 203 g/km. Hertil kommer, at en tom varevogn på cirka 2 tons slider over 14.000 gange mere på vejene end en tungt lastet ladcykel på 200 kg.

Case: Budfirma

By-Expressen er Københavns første budfirma, der udelukkende bringer varer ud med ladcykler. De kan køre med op til 100 kg på hver af deres otte ladcykler og kører for alt fra laboratorier og revisionsfirmaer til blomsterforretninger og frokostordninger. For at få en mere fair konkurrence med fragtbilerne – og for miljøets skyld – drømmer By-Expressen om, at der etableres bynære depoter, hvor fragtmændene kan levere varer, og så kan ladcykler bringe varerne ind til butikkerne i centrum.

Case: Kommunerne

Landets største kommuner undersøger i øjeblikket mulighederne for at finde en både miljømæssig og økonomisk bæredygtig løsning på varelevering i byerne. Aarhus Kommune planlægger at samle en række aktører på området – herunder handelsstandsforeninger og kommuner – for at diskutere cykellogistik, bynære varedepoter osv. Innovationscenter for Transport og Logistik mener, at efterspørgslen efter varetransport på ladcykel i bycentrene skal komme fra de erhvervsdrivende og deres foreninger.

Case: Europa

Cykelbaserede virksomheder skyder op i stort tal i de europæiske storbyer, hvor trængslen er størst. I Lyon og Paris bringer firmaet La Petite Reine mere end en million pakker ud om året med 100 budcykler, og den succes drømmer mange byer i Europa om at kunne kopiere. Det europæiske cyklistforbund, ECF, arbejder på at få cykler skrevet ind i de nye retningslinjer for urban fragtkørsel, som Europakommissionen er på vej med.

Cyklistforbundets anbefalinger til køb af ladcykel

  • En ladcykel koster fra omkring 10.000 til 45.000 kr. afhængig af model, og hvorvidt man ønsker en elektrisk motor. Ladcykler er vidt forskellige og koster væsentligt mere end en normal cykel – især er de elektriske versioner dyre. Det er derfor vigtigt at prøvekøre forskellige modeller, inden man træffer sit valg.

  • Det er i Danmark lovligt at fragte op til seks børn i en ladcykel, såfremt cyklen er indrettet til det. Børnene skal kunne sidde fastspændt, og føreren af cyklen skal være mindst 15 år. Man skal derudover sikre sig at holde sig inden for den vægt, som cyklen er godkendt til at transportere.

  • En ladcykel må lastes op til max 1,25 meter i bredden og 3,5 meter i længden. Derudover må cyklen ikke transportere flere kg, end den er godkendt af fra producenten (udover føreren). De fleste ladcykler har en godsgrænse på omkring 100 kg.

Holdningspapiret er vedtaget af Cyklistforbundets landsmøde 2016.

Læs også

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere

Alt om cykling

Elcykel: Tjekliste til køb

Hvad skal du se efter, når du vil købe en elcykel, der passer til dig? Brug Cyklistforbundets quickguide.

Læs guiden

Det vil vi

Det arbejder vi for

Vi arbejder for at gøre cyklen til det oplagte og trygge valg i hverdagen for alle og for at skabe en sund og bæredygtig verden med cyklen som løftestang.

Læs Cyklistforbundets manifest