Hvad er temperaturen på cykelforhold i din kommune?

Leder i Cyklister nr. 3/Sommer 2018 af landsformand Jette Gotsche

Mange kender Cyklistforbundet for vores landsdækkende kampagner – Alle Børn Cykler i september, Vi Cykler Til Arbejde og Vi kan Cykle! i maj. Her er vi optaget af at inspirere børn og voksne til at cykle mere.

Men vi arbejder i lige så høj grad på de indre linjer – på at overbevise lands- og kommunalpolitikere om fornuften i at investere i gode cykelstier, i at bakke op om at børn lærer at cykle i en tidlig alder (en tidlig cyklist er en varig cyklist), i at sikre, at cyklen er et oplagt og trygt valg i så mange situationer som muligt.

Derfor er vi glade for, at vi har søgt og fået penge fra den Nationale Cykelpulje til at udvikle en model for kommunale cykelregnskaber. Lad os lige tage den igen: En model for kommunale cykelregnskaber! Lyder det tørt og ”kommunalt”? Lyder det som en nyhed, der ikke trækker store overskrifter? Ja, det gør det nok for de fleste.

Men det gør ikke noget. Vi har ikke søgt de penge for at trække overskrifter. Vi har gjort det, fordi vi ved, at et godt cykelregnskab er et stærkt arbejdsredskab for lokale politikere, deres forvaltning og for engagerede borgere, der ønsker at fremme cykling og ønsker at følge resultaterne på området.

Hvor mange cykler regelmæssigt? I hvilke situationer cykler de – og i hvilke situationer cykler de ikke? Oplever kommunens borgere, at det er trygt at sende børn af sted på cykel til skole og fritidsaktiviteter? At der er nok og god cykelparkering ved offentlig transport, så det er nemt at kombinere cyklen med bus og tog? Hvor meget luftforurening sparer man ved at få flere op på cyklen på de mange korte ture, som vi danskere tager i bil? Hvor meget sundhed får vi ved, at flere cykler? Hvor meget sparer kommunen ved at investere i cykelvenlig infrastruktur?

Et godt cykelregnskab tager temperaturen på cykelforhold og cykelkultur. Det giver vigtig viden og gør det muligt at vurdere, om man gør det godt nok i kommunen, eller om man skal skrue på indsatsen for at få flere op på cyklen i dagligdagen.

Det er nemt at finde en politiker, der er enig i, at cykling er godt. Det er godt. Men det er ikke lige så nemt at finde en kommune, der udarbejder et cykelregnskab. Det vil vi ændre.

Derfor siger vi stort hurra for en lidt tør og kedelig nyhed. Vi vil med vores model for kommunale cykelregnskaber inspirere flere politikere og kommunale forvaltninger til at arbejde med cykelregnskaber. Det er nemlig et godt første skridt til at høste de uomtvistelige fordele, der er ved, at flere cykler mere.

Magasinet Cyklister

Vi skriver om det, som cyklister går op i og udkommer fire gange årligt

Vores nyhedsbreve

Vi har flere nyhedsbreve at vælge imellem. Tilmeld dig ét eller flere alt efter behov og ønsker.

Støt her og nu

Støt arbejdet for cykelsagen via MobilePay / 818155. Du vælger beløbet. Vi takker for alle bidrag.