Cykeltyverier:
En kæp i hjulet på cyklens bidrag til den grønne omstilling

Leder i CYKLISTER #1 2022 af landsformand Jens Peter Hansen

I dette nummer af CYKLISTER retter vi blikket mod et ignoreret problem i Danmark – de alt for mange cykeltyverier og de helt utilstrækkelige tiltag for at hjælpe cyklister i den situation. Vi kan godt forstå, at politiet skal prioritere deres ressourcer. Vi kan godt forstå, at forsikringsselskaber er nødt til også at tænke på den økonomiske bundlinje, når en families el-ladcykel er stjålet for fjerde gang. Men det rykker ikke en tøddel ved, at du som cyklist står magtesløs med håret i postkassen, når din cykel er væk, dit forsikringsselskab erstatter din top-vedligeholdte cykel med kraftigt nedskrevet værdi og måske slet ikke vil forsikre din nye cykel, og politiet rejser sigtelse i 1.5 procent af tyverierne.


I Cyklistforbundet har vi længe arbejdet for, at det gamle indgraverede stelnummersystem fra 1947 bliver skiftet ud med et digitalt system, der kan komme de alt for mange uopklarede cykeltyverier til livs.
Det har vi gjort bl.a. ved at foreslå folketingspolitikere at etablere et offentligt implementeret digitalt
stelnummersystem.


Vi har også længe undret os over, at bygherrer, politikere og planlæggere i forhold til cykelparkering
springer over, hvor gærdet er lavest. End ikke muligheden for 50 % statslig medfinansiering til mere
nem og sikker cykelparkering fra en 50 mio. kr. statslig pulje satte for alvor gang i noget. Det blev kun
søgt om støtte for 28 mio. kr.


Lad os lave et tankeeksperiment: Hvis bilister lige så tit stod med en bilnøgle, men ingen bil at låse op, fordi den var stjålet - mon ikke der hurtigt ville blive sat ind over for det, så bilister ikke igen og igen skulle kastes ud i at reorganisere fx deres morgener med madpakkesmøring, aflevering af børn og afsted på arbejde. Eller skulle vælge at lade bilen stå, fordi der er steder og tidspunkter, hvor de ikke turde efterlade den af frygt for nye tyverier.


På den store klinge: El(lad)cykler er en gamechanger i den grønne omstilling, som gør det muligt for flere at vælge cykel frem for bil i hverdagen. Selvfølgelig skal vi have antallet af cykeltyverier ned. Ellers risikerer vi, at de bliver en kæp i hjulet på den grønne omstilling, fordi for mange ikke orker at leve med konsekvenserne af endnu en stjålet cykel.