Svendborggenser og viborggenser deler prisen Årets Cykeldynamo 2018

Marianne Kildebjerg hædres for sin vedholdende og målrettede indsats for at sætte cykelsagen i Svendborg på dagsordenen. Grethe Eskildsen hædres for sit årelange engagement i Cyklistforbundet Viborg og for sin helt særlige evne til at inddrage bredt i den lokale indsats for cykelsagen.

Cyklistforbundet hædrede på sit landsmøde i Vejle den 27.-28. oktober Grethe Eskildsen fra Cyklistforbundets lokalafdeling i Viborg og Marianne Kildebjerg fra Cyklistforbundets lokalafdeling i Svendborg med prisen som Årets Cykeldynamo.

Prisen gives ifølge formand i Cyklistforbundet, Jette Gotsche, til en person, som har gjort en stor indsats for Cyklistforbundets arbejde og for cykling især i sit lokalområde.

- Der findes mange engagerede ildsjæle, som gør et stort og værdsat arbejde for cykelsagen. Prisen er derfor et taknemmeligt skulderklap for den store personlige indsats, siger Jette Gotsche.

Marianne Kildebjerg får prisen som Årets Cykeldynamo af Cyklistforbundets formand Jette Gotsche.

Marianne Kildebjerg er til stor inspiration

Jette Gotsche fremhævede i sin tale til Marianne Kildebjerg en vedholdende og målrettet indsats for at sætte cykelsagen i Svendborg på dagsordenen:

- Marianne har gennem et stærkt og engageret samarbejde med skoler, gymnasier, Cykeltutten og andre aktører skabt stor synlighed for cykelsagen i lokalområdet. Marianne formår også at dele sin begejstring over lokale aktiviteter, ikke kun med folk omkring hende, men også på eksempelvis Facebook, til stor inspiration for andre.

Jette Gotsche beskrev prismodtageren som et engageret menneske, der har arbejdet entusiastisk og vedholdende for cykelsagen i Svendborg de seneste år.

- Marianne varetager rollen som Cyklistforbundets repræsentant i Svendborg. Hun har været aktivt involveret i mange projekter, f.eks. indvielsen af Cykelrute N8 i maj måned i år. Hun blander sig i debatten og stiller op til interview for eksempel om højresving for rødt, og hvor det kan være relevant i nærområdet. Herfra skal lyde et stort tak.

Grethe Eskildsen modtager prisen som Årets Cykeldynamo af Cyklistforbundets formand Jette Gotsche.

Grethe Eskildsen inddrager mange i cykelsagen

Jette Gotsche fremhævede i sin tale til Grethe Eskildsen det store engagement og arbejde for cyklisterne i Viborg og en særlig evne til at inddrage bredt i den lokale indsats for cykelsagen:

- Det gør Grethe blandt andet som tovholder på projektet 'Cykling for alle' – et projekt i samarbejde mellem kommunen, Boligselskaberne og Cyklistforbundet. Hun gør det som pilot i Tandemklubben (for blinde og svagtseende), som medlem af bestyrelsen i lokalafdelingen og turleder på mange af afdelingens ca. 70 årlige cykelture. Og hun gør det ved sit initiativ til at søge fonde om penge til projekter, og ikke mindst gennem samarbejdet med kommunen, hvor hun ikke er bleg for at få embedsmændene til at udføre tegninger til Viborgs trafik-øvebane eller gå i dialog med politikerne for at få støtte til sagen.

Jette Gotsche beskrev også prismodtageren som en engageret cyklist med stort C:

- Grethe er en moden dame, som har været medlem af Cyklistforbundet i otte år. Hun har ikke bil og klarer alle indkøb på cykel. Hun er vedholdende og er altid villig til at stille op, når der er brug for det. Hun møder trofast og loyalt op til aktiviteterne - ikke bare hver gang, men hver eneste gang. Alt sammen til stor glæde og gavn for områdets cyklister - både de erfarne og de nye. Herfra skal lyde et stort tak.

Se også

Frivilligportalen

Frivillighåndbogen

Skal det være nemmere at cykle der, hvor du bor? Med vores håndbog kommer du godt i gang med frivilligt arbejde og med at gøre en forskel.

Se håndbog til frivilligt arbejde
Cykling i skoven

Frivilligportalen

Kalender: Det sker lokalt

Cykelture, gør det selv-værksteder, medlemsmøder og St. Cykeldag. Se, hvad der sker i Cyklistforbundets afdelinger.

Se afdelingernes kalender

Det vil vi

Det arbejder vi for

Vi arbejder for at gøre cyklen til det oplagte og trygge valg i hverdagen og for at skabe en sund og bæredygtig verden med cyklen som løftestang.

Læs Cyklistforbundets manifest