I Gladsaxe blev de lokale politikere afkrævet svar op til kommunalvalget

Flere afdelinger i Cyklistforbundet har op til kommunalvalg 2021 inviteret til valgmøde. I Gladsaxe satte man cykelpolitik og bæredygtig mobilitet på dagsordenen. Formålet var dobbelt – at påvirke de lokale kandidater og at hjælpe vælgerne med at sætte deres kryds til valget.

Stort set alle stole i salen var besat. Alle partier i byrådet på nær et enkelt havde sendt en repræsentant til panelet. Teknikken spillede. Ovenikøbet kunne man gå derfra med nye ideer til kampen for bedre cykelforhold og mere bæredygtig mobilitet lokalt. Jo, det gik rigtig godt, da Cyklistforbundet i Gladsaxe sammen med Foreningen Lokal Agenda 21 i Gladsaxe en mandag aften i oktober inviterede kommunens borgere til debat- og vælgermøde om cykelpolitik og bæredygtig mobilitet i den Store Sal på Gladsaxe Hovedbibliotek.

- Vi begyndte allerede i det tidlige forår med arbejdet og planlægning af mødet. Vi vidste jo, at det var valgår, og vi ville gerne lave noget i den anledning, lyder det fra Peter Bo Nielsen, formand i den lokale afdeling af Cyklistforbundet og aktiv i cykelsagen på 42. år.

Spørgelysten var stor til det to timer lange debatmøde - også formand for Cyklistforbundet i Gladsaxe, Peter Bo Nielsen, bad om mikrofonen.

Find de rigtige samarbejdspartner

Arrangørgruppen bestod af den lokale afdelingsbestyrelse: Peter Bo Nielsen, Ole Dam Mortensen, Bente Villumsen og ikke mindst den sidst ankomne i bestyrelsen, Inger Plum, som ifølge Peter Bo Hansen stod for en meget stor del af arbejdet med at få det hele til at ske.

- Det er jo ikke nok med en god ide. Der skal findes lokale, kontaktes politikere, der skal reklameres, så der kommer nogen. Der skal laves kaffe til mødet, sættes stole op. Og som noget af det vigtigste – der skal findes et tema for mødet. Det skal være klart, hvad der skal debatteres. Herefter kan man finde de rigtige samarbejdspartnere, siger Peter Bo Nielsen.

Han peger på, at med de rigtige samarbejdspartnere bliver kontaktfladen ud i lokalområdet større, og det gør en vigtig forskel for markedsføringen af arrangementet. Efter at arrangørgruppen havde lagt sig fast på temaet ’bæredygtig mobilitet’ var det oplagt at kontakte Foreningen Agenda 21 i Gladsaxe, som ikke direkte arbejde med cykelfremme, men med klima og grøn omstilling.

Fik politik-ideer med hjem

Derefter var det i gang med at fordele opgaverne. Der blev booket lokale på Gladsaxe Hovedbibliotek, hvor foreninger gratis kan booke lokaler. Politikere blev inviteret og taget i ed på, at aftenen skulle handle om bæredygtig mobilitet og ikke alt muligt andet. Der blev lavet invitationsflyer, og der blev kontaktet lokalavis og indrykket annonce.

- Vi gav det også nogle overvejelser, hvordan selve mødet skulle forløbe. For eksempel ville vi have en ekstern ordstyrer, der på neutral journalistmaner kunne udfordre politikerne på, hvad de sagde, og ikke var ’belastet’ af egne kæpheste, siger Peter Bo Nielsen.

Peter Bo Nielsen er selvfølgelig glad for, at mødet gik godt. Men han er nok især glad for, at der kom noget ud af mødet, som han egentlig ikke lige havde tænkt.

- Efter debatten kom en deltager og sagde, at han gerne ville deltage i vores bestyrelsesmøder. Og selv om der var flest over 50 år, så var der også et par yngre deltagere fra Klimabevægelsen, som deltog endog meget aktivt i debatten. Det er meget positivt, for vi skal have de unge grønne til at se, at de kan bruge cyklen i klimadagsordenen.

Cyklistforbundets kommunikationschef Jane Kofod modererede debatten på vælgermødet.

Samtidig bed han mærke i noget, som kan blive til en helt konkret politik-ide og bruges til at holde politikerne oppe på, hvad de siger.

- Det, der overraskede mig mest, var, at de fleste politikere i panelet tilsluttede sig roadpricing som et godt princip (red.: hvor der betales for kørte kilometer afhængig af bilens klima- og miljøbelastning). Flere end på Christiansborg. Der er ikke mange partier, som ikke vil gøre noget grønt. Så det gælder om at holde dem op på noget konkret og noget, som er mere end bare snak. Godt nok kan man i en kommune jo ikke indføre roadpricing som sådan. Men lokalt kan det jo være, at når man stiller sin bil, så skal det koste noget. Så nu vil vi prøve at konkretisere en løsning, gå til vores lokale politikere og holde dem op på deres ja til roadpricing, siger Peter Bo Nielsen.

Giver større lydhørighed for cykelsagen

Cyklistforbundet i Gladsaxe har med Peter Bo Nielsens ord gennem mange år bidt kommunen i haserne for at sikre ordentlige forhold for cyklister. Her benytter afdelingen sig både af møder med kommunen og cykelture ud lokalt for helt konkret at kunne vise forvaltning og politikere udfordringerne og præsentere løsningerne.

- Vi har for eksempel gennem flere år beskæftiget os med ring 3 og den kommende letbane, som er et omfattende projekt med store vejombygninger. Her er vi meget optaget af, at cykelforholdene med stiføring, tilkoblinger og bredde af cykelstier bliver ordentlige. Vi har haft møder med forvaltningen og flere er på vej.

Det er et langt, sejt træk at skubbe på en cykelvenlig udvikling i en kommune. Men Peter Bo Nielsen tror, at vælgermødet op til kommunalvalget vil være med til at skubbe på, at lydhørigheden hos de lokale politikere vokser.

- Jeg oplevede, at politikerne tog fra mødet med en meget større erkendelse af, at der faktisk er dyb interesse for det her i kommunen. At vælgerne er reelt optaget af cykelfremme. At vælgerne har en forståelse af, at man er nødt til at gøre noget, og at politikerne er nødt til at handle. For jo længere man tøver, jo mere ondt vil det gøre, siger han.

Tre anbefalinger fra Gladsaxe

  • Kast jer ud i det, men husk at give plads til nye i arrangørgruppen. Lad være med at skyde alle nye ideer ned – heller ikke selv om de kolliderer med ’plejer’

  • Find samarbejdspartnere, der er enig i behovet for at debattere det valgte tema

  • Stil jer ikke tilfreds med pæne ord og flotte holdninger fra politikernes side - fravrist dem konkrete bud på løsninger

Vil du også være frivillig?

Vil du arbejde for cykelsagen, dyrke din cykelpassion og lave sjove arrangementer sammen med andre? Som frivillig i Cyklistforbundet bliver du en del af et engageret fællesskab. Alle er hjerteligt velkomne, og har du en god ide, så er der måske nogen, der har lyst til at gennemføre den med dig. Se om, der er lokal afdeling i nærheden af dig.

Meld dig ind i Cyklistforbundet

Læs også

Frivilligportalen

Bliv aktiv i cykelsagen

Gør en forskel. Få indflydelse. Brug frivillighåndbogen. Find en lokal afdeling.

Gå til Frivilligportalen

Frivilligportalen

Tæt på forbundets frivillige

Hvad laver Cyklistforbundets mange frivillige? Se eksempler på det store arbejde for cykelsagen, som foregår lokalt i Cyklistforbundets afdelinger rundt om i Danmark.

Læs 'tæt på'-historierne

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen

Støt med valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Testamentér. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for cykelsagen på mange måder.

Læs mere