Billede: Besigtigelsestur med byrådsmedlemmer fra Roskilde.

På cykeltur med politikerne i Roskilde

Forud for kommunalvalget 2021 inviterede lokalafdelingen i Roskilde de lokale politikere samt relevante medarbejdere fra kommunen med på en række cykelture. Formålet var at vise udvalgte stier og strækninger frem for derved at gøre opmærksom på nogle af de udfordringer, der er for cyklister i og omkring byen.

Tiden op til det forestående kommunalvalg var en særligt god tid til at få fokus på cykelsagen, fortæller bestyrelsesmedlem i Cyklistforbundets lokalafdeling i Roskilde, John Øllgård Jensen, der var en af fire bestyrelsesmedlemmer, som stod for cykelturene. - Normalt har vi et årligt møde med kommunen, hvor vi gennemgår alle de punkter, vi har til forbedringer og den slags. Nu, her op mod kommunalvalget, ville vi så gøre noget ekstra, da der jo er lidt mere lydhørhed, og vi syntes faktisk også, at de skulle komme med ud og se de ting, vi taler om, med egne øjne. Så derfor kom vi på ideen med at invitere til disse her cykelture.

Universitetsstiens farlige sving

I alt blev der gennemført tre cykelture. De to første gik ad Universitetsstien fra Kong Valdemarsvej til Trekroner. Stien, der blev indviet for knapt et år siden, bruges af rigtig mange cyklende og gående hver dag. På den første tur deltog medarbejdere fra Veje & Grønne områder i Roskilde kommune, og anden tur var sammen med udvalgsformand for Plan og teknik. - Oversigtsforholdene for gående og cyklister er dårlige i tre sving på den gamle del af Universitetsstien, fortæller John Øllgård. - Desuden er nogle af lygterne på stien dækket af træernes blade. Cyklistforbundet ønsker at få rettet svingene ud, så gående og cyklister kan se hinanden. På cykelturen fik vi mulighed for at forklare og demonstrere meget konkret, hvad problemerne er. Det virker helt klart bedre, end blot at beskrive det på skrift.

Billede: Besigtigelse af Universitetsstien. Byrådsmedlem (S) og formand for Plan- og Teknikudvalæget, Jens Børsting samt bestyrelsesmedlemmerne fra Cyklistforbundets Roskildeafdeling, Birthe, Susanne og Bjarne.

Der er i følge Roskilde Kommune kommet en tredobling af trafikken ud mod Trekroner. Det gælder ikke kun biler og cykler, men også fodgængere, løbehjul og skatere. - Det er derfor meget kritisk, når svingene er så uoverskuelige, som de er, påpeger John Øllgård. - Det var de også meget interesserede i at høre om. Vi har i det hele taget et ret godt samarbejde og dialog med kommunen, så på den måde er vi måske meget godt stillet i forhold til så mange andre steder.

De uslebne brosten på Stændertorvet

Den tredje cykeltur foregik rundt i centrum af Roskilde, hvor især steder med relevans for trafiksikkerheden blev vist frem. - På denne tur deltog medlemmer af byrådet fra ikke mindre end syv partier. Det må siges at være lidt af en succes. Turen gik blandt andet til Stændertorvet, hvor der er problemer med brostensbelægningen. De ”toppede” brosten er meget ubehagelige at cykle på, og cyklister kan vælte og glide på stenene, når de er våde, fortæller John Øllgård og fortsætter. - Turen gik herefter til krydset mellem Bondetinget og Blågårdsstræde. Billister, der kører ud fra Bondetinget, har dårlige oversigtsforhold, hvilket cyklister oplever som en alvorlig trussel.

Sidste stop var rundkørslen mellem Møllehusvej, Helligkorsvej og Fælledvej. Her blev der talt om de tiltag, der er gjort fra kommunens side for at forbedre sikkerheden i rundkørslen.

Vores indsats er vigtig

Der er i følge John Øllgård stor interesse for afdelingens arbejde og deres mange forslag, og han oplever generelt, at der er vældig god opbakning fra både kommunen og politikerne. - Vi håber selvfølgelig, at politikerne fik et indtryk af de muligheder, der er for at forbedre forholdene for cyklister i Roskilde. Så er det selvfølgelig spørgsmålet, om det også giver sig udslag i reelle forbedringer. Det handler jo altid om prioritering af ressourcer, det ved vi jo godt, så det må tiden vise.

Flere af deltagerne gav i følge John Øllgård udtryk for, at det havde været lidt af en øjenåbner at se de ting, der blev vist frem på turene, især fordi de så det fra et andet perspektiv, end de plejer. - Vi færdes jo normalt de fleste steder så ofte, at vanen blænder, og så ser vi måske ikke lige de udfordringer, der er. Når man så får fortalt det og vist det mere direkte, så går det pludselig op for en, at der er noget om snakken.

- Vi håber jo også, at selvom vi nok ikke får alle vores forslag igennem, så kan det under alle omstændigheder medvirke til, at man ved fremtidige projekter tænker os med, og også husker på de fejl, man skal undgå. Det er helt sikkert godt at få både kommunen og politikerne med ud. Det er vigtigt, og derfor gør vi også et stort stykke arbejde ud af det.

Om lokalafdelingen i Roskilde

Afdelingen blev stiftet i 1980. Afdelingens aktive arbejder løbende på at forbedre forholdene for cykling og cyklister i og omkring Roskilde. Ønsker du kontakt til afdelingen, er du velkommen til at ringe eller skrive til Susanne Olsen, mail: roskilde@cyklistforbundet.dk, tlf.: 46 36 67 57 eller mobil 24 64 27 09.

Vil du også være frivillig?

Vil du arbejde for cykelsagen, dyrke din cykelpassion og lave sjove arrangementer sammen med andre? Som frivillig i Cyklistforbundet bliver du en del af et engageret fællesskab. Alle er hjerteligt velkomne, og har du en god ide, så er der måske nogen, der har lyst til at gennemføre den med dig. Se om, der er lokal afdeling i nærheden af dig.

Meld dig ind i Cyklistforbundet

Læs også

Frivilligportalen

Bliv aktiv i cykelsagen

Gør en forskel. Få indflydelse. Brug frivillighåndbogen. Find en lokal afdeling.

Gå til Frivilligportalen

Frivilligportalen

Tæt på forbundets frivillige

Hvad laver Cyklistforbundets mange frivillige? Se eksempler på det store arbejde for cykelsagen, som foregår lokalt i Cyklistforbundets afdelinger rundt om i Danmark.

Læs 'tæt på'-historierne

Støt cykelsagen

Støt cykelsagen - og træk det fra i skat

Støt med et valgfrit beløb. Giv et medlemskab i gave. Betænk cykelsagen i dit testamente. Du kan støtte Cyklistforbundets arbejde for bedre forhold for cyklister på mange måder.

Læs mere