Mie Maar Andersen


Erfaring fra Cyklistforbundet og andet organisationsarbejde

Jeg arbejder i dag i en mindre organisation (Videnscenter om handicap). I løbet af de sidste år er jeg blevet inddraget mere og mere i forbindelse med organisationens udvikling og strategiske arbejde.

Ellers har jeg tidligere lidt erfaring med at sidde i mindre foreningers bestyrelser herunder Alumneforeningen på Institut for Idræt og Københavns Kin-ball forening.

Uddannelses- og erhvervserfaring
Kandidat i idræt

Jeg blev færdiguddannet fra Institut for Idræt og Ernæring (Københavns Universitet) i 2014. En uddannelse der har medført både en viden om de fysiske, psykiske og sociale gevinster idræt og bevægelse (herunder cykling) kan have under de rette forudsætninger. Dog også en stor opmærksomhed på, hvad det kan betyde, hvis mennesker af fysisk, kognitive, psykiske, sociale eller kulturelle årsager ikke har mulighed for at blive en del af bevægelsesfællesskaber.

Elsass fonden

Herefter blev jeg ansat i Elsass Fonden, hvor jeg stod for at udvikle, planlægge og afholde forskellige aktiviteter for mennesker med cerebral parese (CP). I min tid i Elsassfonden var jeg bl.a. initiativtager til en cykelskole for mennesker med CP. I den forbindelse var jeg med til både at udvikle cykelforløbene og afholde den konkrete cykelskole, hvor jeg var heldig at få nære oplevelser med børn og unge der knækkede cykelkoden – en kode der både åbnede deres og familiernes mulighedsrum og verden op.

Ph.d.

Efter nogle år i Elsass Fonden blev jeg spurgt om jeg ville lave en erhvervs-ph.d. – et samarbejde mellem Elsass og Københavns Universitet. I perioden fra 2016 – 2020 lavede jeg således en ph.d. om temaet ’Bevægelsesfællesskaber for mennesker med handicap’.

Videnscenter om handicap

Ph.d.’en blev et springbræt til min ansættelse i Videnscenter om handicap, hvor jeg i dag arbejder som specialkonsulent på fritidsområdet. Jeg har i min tid været med til at udvikle flere modeller for, hvordan man kan skabe bedre muligheder for inklusion og deltagelse for mennesker med handicap (fysisk, sensorisk, kognitivt og psykisk) både på det generelle plan, men også mere specifikt i foreningslivet, i frivilligt arbejde og på kulturområdet.

Et at de projekter der har fyldt i mit arbejde det seneste halvandet år er projekt ’Cykling for alle’. Et projekt hvor Cyklistforbundet og videnscenteret i tæt samarbejde har forsøgt at skabe mere viden om og fokus på, hvordan flere mennesker med handicap kan blive en del af det danske cykelfælleskab.

Mine fokusområder og hvilke opgaver kan jeg bidrage med som bestyrelsesmedlem

Mit helt store fokusområde handler om at skabe bedre cykelmuligheder for de målgrupper, der i dag er underrepræsenteret på cykelstierne. I mit arbejde i bestyrelsen vil jeg være med til at have øje for socialbæredygtighed i organisationen samt udvikling af en mere divers og mangfoldig cykelkultur i Danmark. Der findes mange gode tiltag internationalt, og dem skal vi lade os inspirere af i Danmark.

Min primære styrke i bestyrelsen vil være mit drive og engagement samt min store faglige viden om både inklusion, deltagelse og idræt/bevægelse.

Hvor ser jeg Cyklistforbundets udvikling om fem år og på længere sigt

Cykling er en helt naturlig del af den grønne omstilling og fokus på klima og miljømæssig bæredygtighed skal fortsætte. Dog tror og håber jeg også på, at Cyklistforbundet kan være med til at tænke socialbæredygtighed. Cyklistforbundet skal derfor være med til at præge en dagsorden, hvor cyklister i højere grad tager mere hensyn til hinanden på cykelstien, så flere tør bevæge sig derud. Jeg tror også på at Cyklistforbundet kan være med til at præge infrastrukturen på en måde, hvor det i højere grad er en integreret del af planlægning og udarbejdelse at indtænke tilgængelighed og tryghed.

Læs også

Om os

Kandidater til hovedbestyrelsen 2024

Hovedbestyrelsen er Cyklistforbundets øverste myndighed, der bliver valgt på det årlige landsmøde i oktober. Se de opstillede kandidater her.

Se kandidaterne her

Om os

Hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på landsmødet. Mød hovedbestyrelsen og læs referater fra hovedbestyrelsens møder.

Se bestyrelsen

Om os

Arbejdet i hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på de årlige landsmøder. Se hvad arbejdet i hovedbestyrelsen indebærer.

Arbejdet i hovedbestyrelsen