John Gade

Stiller op til hovedbestyrelsen

Erfaring Cyklistforbundet og organisationer

Har været medlem af Cyklistforbundet i mere end 40 år sammenlagt. De sidste 8-9 år som bestyrelsesmedlem i Brøndby-Hvidovre afdeling og de seneste 4 som medlem af Hovedbestyrelsen. Gennem 6-7 år bestyrelsesmedlem i Rådet for Bæredygtig Tra­fik, for tiden kasserer. Har været primus motor i nogle af deres mere aktivistiske events.

Erhvervserfaring

Uddannet læge, speciallæge i mave-tarmkirurgi. Efter 37 år pensioneret, arbejder  stadig et par gange om måneden som afløser i en privat klinik. Jeg har arbejdet på mange sygehuse over hele landet, Jylland, Sjælland og Storkbh., og da jeg for det meste har cyklet til arbejde, kender jeg også cykelforholdene mange steder i landet, ikke kun Købehavn.

Fokusområder og bidrag til Cyklistforbundet

Fremkommelighed, incitamenter, cyklen som omdrej­ningspunkt i transporten og som middel til integration og kvindefrigørelse.

På den store klinge har jeg været initiativtager til ad hoc gruppe om cykelmedtagning i tog i udlan­det, og vores rapport ligger nu på hjemmesiden. I forbindelse med DSB’s udbud af nye, førerløse S-tog har jeg derfor taget initiativ til et møde med S-togsledelsen og foreslået vertikal anbringelse af cykler med henblik på at øge kapaciteten markant. Arbejder i øjeblikket på en protomodel til elek­trisk optræk generelt i kollektiv trafik (tog, busser, letbane).

Har foreslået, at Supercykelstierne bliver ægte ’super’ ved at der udvikles billige, standardiserede løsninger med tunneler og broer i lyskryds og kryds af større veje og mere visionært foreslået et cykelalternativ til Den Grønne Boulevard i København med mulighed for at køre non-stop fra Farum til Amager.

Jeg var den første til at foreslå, at der gives befordringsfradrag for de første 24 km, hvis man cykler og for at det skal kunne kontrolleres, og historisk henvendte jeg mig til Steen Gade, SF, med ideen, som blev stillet som lovforslag i Folketinget i 2008, men nedstemt.

Har de seneste 8 år været forfatter til en lang række transportpolitiske kronikker, hvoraf de fleste med cykling i centrum. Én af de nyere omhandlede et forslag med at lave 2-3 højklassede cykelbro­er over Limfjorden og betale cyklister 40 kr. pr tur i myldretiden, og dermed undgå Egholmforbin­delsen. Eller som minimum lave et forsøg med de eksisterende cykelbroer for at se, om incitamenter ville have effekt på trængslen i Limfjordstunnelen.

Endelig har jeg i Alternativet været én af hovedkræfterne bag et cykelpolitisk udspil, som i min egen optik er det mest omfattende, der er set i dansk politik. Det betyder også, at jeg har én af de politiske kontakter, som efter seneste folketingsvalg er faldet væk, og som nogle gange giver mulighed for mere Christiansborg-nære oplysninger.

På den lille klinge er jeg på 6. år frivillig i Brøndby Strand, dels med at lære indvandrer­kvinder at cykle, dels i et cykelværksted efter princippet hjælp til selvhjælp.

Hvor skal Cyklistforbundet hen?

Jeg vil gerne gøre mit for at Cyklistforbundet bliver en endnu vægtigere stemme i debatten, herunder især den transportpolitiske, men også talerør for, at svage el­ler sårbare grupper gennem cykling kan få mere indhold i livet. Cyklistforbundet bør have en cen­tral placering i debatten mindst på linje med FDM og vi skal være kendt som nogle med visioner. Endelig vil jeg gerne arbejde for et mere aktivi­stisk Cyklistforbund. Måske kan de store cykeldemonstrationer fra 80’erne ikke genoplives, men det var en dejlig tid og mindre kan også gøre det. Det har for eksempel været dejligt at erfare, hvad Københavnsafdelingen har lavet af aktioner i kryds, som er vanskelige for cyklister.

Som læge ser jeg også gerne, at sammenhængen mellem cykling og sundhed fremmes yderligere, selv­om den i høj grad er på dagsordenen allerede.

Jeg genopstiller hermed til Hovedbestyrelsen.

Læs også

Om os

Hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på landsmødet. Mød hovedbestyrelsen og læs referater fra hovedbestyrelsens møder.

Se bestyrelsen

Om os

Arbejdet i hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på de årlige landsmøder. Se hvad arbejdet i hovedbestyrelsen indebærer.

Arbejdet i hovedbestyrelsen