![]()
En kop kaffe på turen er en gave i sig selv
En kop kaffe på turen er en gave i sig selvClaus Bonnevie pakker hverken madpakke eller en kold øl til sine cykelture i Nordsjælland. Han vil hellere hygge sig med en bolle med ost, et glas vin, en øl eller en kop kaffe fra en cafe eller en bod, han møder på sin vej.
Med brede dæk egner gravelcyklen sig perfekt til et smut ned ad en sti uanset underlag. Så det er sådan én, Claus Bonnevie kører på, når han tager på rekreative ture.
”Jeg har tre slags ture. Jeg kan cykle gennem Gribskov til en af strandene nordpå. Den korteste tur er 12-14 kilometer og den længste 30 kilometer. Det gør jeg typisk sammen med familien. Vi kører gennem skov, over land og forbi søer,” fortæller den 60-årige pædagog, som bor syd for Græsted.
En anden tur går til Hillerød, men med afstikkere efter kaffe og kage. Han cykler også til København for at besøge sin far. Så tager han supercykelstien fra Hillerød til Farum, som går gennem tre skove.
Den tredje type tur hænger sammen med ferie.
”Enten cykler vi til feriestedet eller på ferien. Vi har været på Bornholm flere gange og i Salling, Langeland, Sydsverige, Bretagne og Korsika. Jeg cykler typisk til feriestedet sammen med et af mine børn, og vi skal have god tid, for pludselig finder vi et fantastisk sted at spise.”
Omkring halvdelen af de rekreative ture cykler Claus Bonnevie alene.
”Når jeg sidder i sadlen, får jeg en rar balance i krop og hoved. Undervejs ruller tankerne ud ad en tangent. Hvis en tanke bliver ved at vende tilbage, markerer den en problematik, jeg bliver nødt til at gøre noget ved.”
Claus Bonnevie har måske dækjern og en reserveslange med i rygsækken, men egentligt værktøj lader han blive hjemme.
”Andre nedbrud end en punktering sker sjældent. Ellers trækker jeg hjem, bliver hentet eller tager toget. Jeg har heller ikke madpakke med. Jeg vil hellere købe en bolle med ost i en bod og drikke et glas vin, en øl eller en kop kaffe i en cafe ved vejen. Det er hyggeligt.”
Claus Bonnevie har været godt kørende, siden støttehjulene røg af den cykel, han kørte runde efter runde på i børnehaven.
”Jeg var 12 år, da jeg tog på min første langfart alene. Jeg er vokset op i Skive og cyklede op til familiens sommerhus i Salling. Vejen tog jeg på hukommelsen. Siden cyklede jeg alle mulige ture på egen hånd. Da jeg var 14 år, cyklede jeg til grundlovsmøde med en kammerat for at protestere mod EF, som EU hed dengang, og to-tre år senere var jeg med på en fredscykeltur til Oslo”.
Da hans børn var små, sad Claus Bonnevie tit i kø til og fra arbejde på den nordsjællandske motorvej og drømte om at cykle ved siden af. Men turen var for lang til, at det kunne lade sig gøre, når der ventede børn derhjemme. Siden har han skiftet job, og i dag cykler han til og fra arbejde. Halvanden time i alt.
”Det giver en sanselighed at cykle, som man slet ikke finder i en bil. Man kan se smukke udsigter fra bilen, men på cykel bliver man suget ind af lyde, dufte og synsindtryk,” siger Claus Bonnevie.
