Hvornår kan børn cykle til skole?
Lær dit barn at cykle, før det starter i skole. Nogle få km på cykel er overkommeligt, så de fleste børn kan cykle til skole allerede i børnehaveklassen. Er der langt til skole, kan I måske begynde med at cykle til bussen eller toget - en lille cykeltur er bedre end slet ingen.
Sørg for, at de mindste har en voksen med, når de cykler i trafikken. Og husk, at den sikre vej ikke altid er den mest direkte. Heldigvis tager en lille omvej ikke lang tid, når man er på cykel.
Guide: Lær dit barn at cykle sikkert til skole
Hvornår kan børn cykle alene?
Færdselsloven siger, at børn over 6 år må cykle alene. Men mange børn skal være 10-12 år, før de kan bedømme andre trafikanters hastighed og hensigt, beslutte, hvad de selv skal gøre i vanskelige situationer og dermed cykle sikkert i trafik.
Mange børn kan dog begynde at cykle alene tidligere på udvalgte steder, f.eks. ad stier til skolen.
Det er dit ansvar som forældre at vurdere barnets modenhed, erfaring med trafikken og vejens sværhedsgrad.
Er du i tvivl, om dit barn er klar til at cykle på egen hånd, kan du lade barnet være fører, når I cykler sammen. Så får barnet øvelse i at vurdere trafikkens mange situationer - og barnet viser selv, hvornår det er parat til at færdes alene i trafikken.
Alene på cykel
Når dit barn skal til at cykle på egen hånd, skal du give nogle klare regler med på vejen:
-
Find den sikreste skolevej og sig til dit barn, at det altid skal cykle den vej
-
Lav klare aftaler med dit barn om, hvor barnet må cykle. Også efter skoletid, ved besøg hos kammerater osv.
-
Når barnet skal krydse en vej, så brug det nærmeste fodgængerfelt. Det er nogle steder mere overskueligt end at cykle ude på vejen
-
Aftal med dit barn, at barnet altid står af og trække over veje.