Denne artikel er en del af forskningsprojektet Bikeability, hvor danske og hollandske forskere i 2010-14 undersøgte, hvordan vi skaber cykelvenlige byer. Cyklistforbundet og Kræftens Bekæmpelse var projek-tets formidlingspartnere. Meget af projektets forskning er stadig relevant, men nogle konklusioner kan være forældede. For øvrig cykelviden henvises til Det Nationale Videnscenter for Cykelfremme, hvor der findes undersøgelser, evalueringer, håndbøger og andre publikationer om emnet.

Hvilke rammer fremmer det rigtige valg?

Cykling er sundt, og de fleste ved sikkert at cykling er sundere end passive transportformer som bil eller bus. Alligevel er det svært for folk at ændre adfærd fra den passive transport til cykling. Hvorfor er der stor forskel på hvad vi ved vi bør gøre, og det vi reelt gør?

Af Thomas Madsen, Institut for Idræt, Syddansk Universitet
27. august 2013

Det irrationelle menneske

Forskellen kan givetvis tilskrives flere faktorer, men det er vist i flere studier at omgivelserne har betydning for om man bruger cyklen til transport i hverdagen. Med omgivelserne menes både det fysiske miljø omkring os (mikroniveau), samt det politiske miljø (makroniveau).

Omgivelsernes påvirkning kan også modereres af den sociodemografiske baggrund såsom alder, køn, uddannelse og etnicitet. Modellen nedenfor beskriver denne sammenhæng og viser hvorledes fysisk aktivitet som adfærd kan påvirkes af førnævnte faktorer.Figuren er venligst udlånt af Jens Troelsen. Oprindelig figur af Kremers et al. 2006.

Figuren viser således sammenhængen mellem omgivelsernes indvirkning på adfærden (fysisk aktivitet) som påvirkes direkte af vores baggrund (moderatorer) og mere indirekte af såkaldte kognitive mediatorer.

De kognitive mediatorer er alt det, der påvirker vores beslutninger men som ikke umiddelbart kan måles og kvantificeres. De er så at sige en ubekendt faktor i den ligning, der skal påvirke vores adfærd.

Den følelsesbetonede hale logrer med den rationelle hund

Daniel Kahneman er en psykolog der har vundet Nobelprisen i økonomi. Han har arbejdet med psykologien inden for dømmekraft og den måde, vi træffer beslutninger på. Han beskriver, hvordan vores hjerne benytter to forskellige systemer, når vi træffer en beslutning [1].

System 1 er vores intuitive system, der arbejder hurtigt og automatisk med en lille indsats. Det er altså vores autopilot. System 2 derimod er vores refleksive og tænkende system, der tager sig af beslutninger, der kræver stor mental energi og koncentration.

Den store vagthund

System 2 skal holde styr på system 1 og sørge for at filtrere og kontrollere de tanker, system 1 sender. Det er ikke nogen let opgave, og system 2 bliver hurtigt træt og overlader for meget af kontrollen til system 1. Det skaber en uoverensstemmelse mellem det vi ved, vi bør gøre, og det, vi rent faktisk gør. Når system 2 bliver træt, er selvkontrol ikke lige det man har mest af.

Et par eksempler fra hverdagen kunne være indkøb efter en lang hård dag på jobbet eller valget mellem cyklen og bilen om morgenen, når trætheden stadig hænger i kroppen. Hvilket system er sandsynligvis mest aktivt? System 1 naturligvis og derfor er mange beslutninger i hverdagen ’fejlbehæftede’.

Nudge - et venligt skub

Nudging kan oversættes med ’et venligt skub i den rigtige retning’ og skal hjælpe os med at undgå at træffe uhensigtsmæssige valg. Valg-arkitektur kan skabe rammer, hvor det ’rigtige’ og rationelle valg også bliver et lettere valg. Et nudge skal være gennemskueligt og uden tvang [2].

Et ofte nævnt eksempel er at male en flue i pissoiret på mændenes toiletter, der medfører, at der bliver mindre uhygiejnisk på toiletterne, da vi mænd får noget at rette strålen mod. Det kan være svært at synes dårligt om et sådant nudge, men i forhold til sundhedsadfærd er det sværere, da konsekvensen af en handling ofte ligger langt ude i fremtiden.

At være fysisk inaktiv har ikke store konsekvenser på kort sigt, og mange anser det som et privat anliggende, hvad man spiser og hvor aktiv man er. Nudging kan opfattes som et indgreb i den personlige frihed, og man kan med rette stille spørgsmålstegn ved, hvor meget samfundet skal og bør ’blande sig i’ borgernes sundhed eller mangel på samme.

Hvordan skaber vi flere cyklister?

Spørgsmålet er altså: hvordan får vi folk til at gøre, som vi gerne vil have dem til af egen fri vilje? Nudging kan være en del af svaret, og heri ligger også en strukturel forebyggelsestanke som inddrager vores bymiljøer i arbejdet med at øge den fysiske aktivitet.

Vores viden om menneskehjernens irrationalitet gør det desuden muligt at opstille standardindstillinger i forhold til at få flere til at cykle i fremtiden [3]. På den måde indarbejdes cyklen som et naturligt transportvalg i hverdagen. Tiltagene kunne være:

• Alle får en cykel når man fylder 3 år (pengene kunne tages fra familieydelserne)

• Cykeltræning i børnehaven

• Alle børn der bor inden for en radius af 3 kilometers af skolen skal gå eller cykle i skole

• Cykeltræningen fortsætter i 1-3 klasse

• Skattefradrag for cykling til og fra arbejde

• Alle får en elcykel når man pensioneres

• Osv.

Derudover kan omgivelserne tilgodese cykling i større grad og fokusere på at skabe rammer, der gør cykling til det rationelle valg. Når nu vi mennesker er irrationelle, har vi brug for at omgivelserne hjælper os med at træffe de rigtige valg – såsom at cykle i stedet for at tage bilen.

Referencer:

• Kahneman, D., Thinking, Fast and Slow. New York: Farrar, Straus and Giroux, 2011. 1. Edition( ISBN: 978-0-37427-563-1.): p. 499.

• Thaler, R. and C. Sunstein, Nudge: Improving Decisions about Health, Wealth, and Happiness. 2008: Yale University Press, New Haven CT.

• Schwartz, B., The Paradox of Choice - Why More Is Less. 2004: Harper Perennial.