Med mange arbejdspladser inden for 1 km

I stationsnære områder med høj tæthed ses der for S-togsstationer i vores undersøgelser en markant sammenhæng mellem antallet af arbejdspladser i nærområdet og andelen, der cykler til og fra stationen. Jo flere arbejdspladser inden for én kilometer, desto flere vælger cyklen som transportmiddel. Den statistiske analyse viser en tydelig stigning i cyklingen, selv når andre faktorer som fx afgange og andre byplanvariable holdes konstante. Områder med mange arbejdspladser tæt på stationen skaber kortere afstande mellem bolig, transport og job, hvilket gør cyklen hurtig og praktisk. Samtidig øger den lokale destinations­tæthed sandsynligheden for at kombinere cykel og tog. Effekten er stærkest omkring de største stationer, men gælder bredt i høj­tætte byområder.

Sammenhængen mellem arbejdspladser inden for 1 km og hvor mange, der benytter tog+cykel relativt til potentialet inden for 3 km er stærkt signifikant (p<0,01), når der tages højde for antal afgange og relevante byplanrelaterede variable.

Der er en endog meget stærk sammenhæng mellem arbejdspladser inden for 1 km og cyklende til/fra stationen - også per arbejdsplads og indbygger i nærområdet. Frasorteres outlierne over 50.000 arbejdspladser, er sammenhængen fortsat meget stærk (p<0,01).

Eksempler på andre udgivelser, der konkluderer eller anbefaler noget tilsvarende:

Skov-Petersen, H., & Nielsen, T. S. (2015). 'Bystruktur og cyklisme fase I: Betydningen af regional placering, detaljeret bystruktur, cykelstier, parkering og kollektiv transport for cykelture til/fra boliger og arbejdspladser'. Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Ovenstående vises kun for de konklusioner, hvor det kvalitative input fra undersøgelsen ikke har været tilstrækkeligt til at leve op til vores princip om både at kunne eftervise sammenhænge med statistik og uhjulpne udsagn fra respondenter.