Med langt til nærmeste motorvejsafkørsel

Konkurrencen med bilens transporttid er naturligvis et af de vigtigste parametre, når folk skal vælge cykel+tog-kombinationen. Derfor spiller nærheden til motorvejen også en betydelig rolle i transportvalget. Jo tættere stationen ligger på motorvejen, hvor rejsehastigheden for bilen naturligt er høj, desto flere vil være tilbøjelige til at vælge bilen frem for kombinationen. Vores undersøgelser viser en tydelig statistisk sammenhæng for S-togsstationer mellem stationens afstand til motorvejsnettet og andelen af cykel+tog-brugere, og denne sammenhæng holder sig robust, også når der tages højde for en række byplanrelaterede faktorer som befolkningstæthed, arbejdspladser i nærområdet og afgangsfrekvens fra stationen.

Holte Station fremstår som et godt eksempel på, hvordan denne sammenhæng kan spille positivt ud. Stationen ligger relativt langt fra motorvejsnettet, og samtidig er der en stærk lokal opbakning til toget, hvilket blandt andet afspejles i en høj andel af passagerer, der ankommer på cykel. Modstykket findes i Jægersborg, som er placeret midt i et motorvejskryds, hvor bilens konkurrencefordel er markant. Her er andelen af cykel+tog-brugere væsentligt lavere, selvom de omkringliggende byområder på papiret kunne understøtte en højere andel. Eksemplerne viser, hvordan nærhed til motorvejen ikke blot påvirker det generelle transportvalg, men også i høj grad præger cyklens rolle som tilbringer til toget.

Ser man kun på S-togsstationer, er der en klar bivariat sammenhæng mellem afstanden til nærmeste motorvejsafkørsel og hvor mange indbyggere og arbejdstagere i nærområdet, der vælger cykel og tog i kombination.

For så vidt angår alle stationer i mellemhøj kategorien: Tager man højde for en række byplanrelaterede faktorer, herunder befolkningstæthed, træder sammenhængen (p<0,07) fortsat frem - på trods af to lave ekstremer.

Holte Station ligger i et område, der ligger et godt stykke fra nærmeste motorvejstilkørsel. Samtidig er Holte en af stationerne, der scorer meget højt på cykel+tog-passager relativt til befolkning og arbejdspladser inden for 3 km.

Jægersborg er bundscorer i cykel+tog-passagerer relativt til befolkning og arbejdspladser inden for 3 km og har samtidig mulighed for tilkørsel til motorvej i næsten alle retninger.

Jægersborg er omringet af motorvej til alle sider. Billede: Dataforsyningen

Eksempler på andre udgivelser, der konkluderer eller anbefaler noget tilsvarende:

Skov-Petersen, H., & Nielsen, T. S. (2015). Bystruktur og cyklisme: Fase I. 'Betydningen af regional placering, detaljeret bystruktur, cykelstier, parkering og kollektiv transport for cykelture til/fra boliger og arbejdspladser'. Københavns Universitet, Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Hartoft-Nielsen, P., & Reiter, I. M. (2017). 'Trafikale effekter af stationsnær lokalisering i hovedstadsområdet 2017: Første rapport med hovedresultater og analyser'. Aalborg Universitet, Institut for Planlægning, Campus København.

Ovenstående vises kun for de konklusioner, hvor det kvalitative input fra undersøgelsen ikke har været tilstrækkeligt til at leve op til vores princip om både at kunne eftervise sammenhænge med statistik og uhjulpne udsagn fra respondenter.