Med mange cykelparkeringspladser på stationen

Det er vigtigt, at togpassageren ikke ankommer til et overfyldt cykelparkeringsanlæg. Vores undersøgelser viser, at der skal være rigeligt med cykelparkeringspladser – også selvom et stort cykelparkeringsanlæg ikke i sig selv nødvendigvis trækker flere passagerer. Det er sandsynligvis i situationer med overbelægning, at de, der ellers ville foretrække kombinationen cykel+tog, begynder at overveje andre muligheder. Vores kvalitative survey bekræfter, at visse cykel+tog-passagerer angiver en god cykelparkering med ordentlige forhold som årsag til at vælge netop denne kombination.

Eksemplerne underbygger pointen: På Birkerød Station er andelen af cyklister høj i forhold til både befolkning og arbejdspladser i området, og her er der etableret mange cykelparkeringspladser placeret strategisk i flere retninger rundt om stationen. Det gør, at cyklen naturligt opleves som et bekvemt valg. Klampenborg Station viser derimod det modsatte billede, hvor få parkeringspladser og manglende dækning på tværs af ankomstruter skaber en barriere for cyklister.

Surveyundersøgelsen viser også, at stationer med gode cykelparkeringsforhold oftest omtales af brugerne som “nemme” – det føles ubesværet at parkere cyklen og skifte til toget. Denne oplevelse af nemhed er afgørende, fordi den gør kombinationen af cykel og tog til et attraktivt og logisk valg i hverdagen.

Klampenborg Station udnytter slet ikke sit potentiale for kombinationsrejser. Det er også en af stationerne i undersøgelsen med færrest cykelparkeringspladser, som derudover heller ikke er placeret fra alle indgangsmuligheder til stationen. Billede: Google StreetView

Birkerød Station er en af topscorerne mht. cykel+tog-kombinationsrejser ift. indbyggere og arbejdspladser. Den har fra næsten alle verdenshjørner et højt antal cykelparkeringspladser - og mange af disse med direkte adgang til perronen. Billede: Cyklistforbundet

En bivariat analyse viser stærk sammenhæng mellem, hvor mange cyklister til stationen ift. rekrutteringsgrundlaget og det absolutte antal cykelparkeringspladser. Sammenhængen ses ligeledes, når man kun kigger på hhv. S-togsstationer (p<0,01) og fjerntogsstationer (p<0,06).

Tager man bl.a. højde for afgange og befolkning- samt arbejdspladstæthed omkring stationerne, er sammenhængen fortsat stærk (p<0,02) - en lignende analyse udført kun for S-togsstationer viser samme mønster.

Eksempler på andre udgivelser, der konkluderer eller anbefaler noget tilsvarende:

Roskilde Kommune, DSB, Movia, Sekretariatet for Supercykelstier, Region Hovedstaden, Region Sjælland, Kommunernes Landsforening, & Passagerpulsen. (2022). 'Trafikknudepunkters potentiale for kombinationsrejser'. Udarbejdet af Celis Consult & Via Trafik.

COWI. (2019). 'Transportknudepunkter: En guide til screening af stationer og deres relation til byen'. Region Hovedstaden.

Ovenstående vises kun for de konklusioner, hvor det kvalitative input fra undersøgelsen ikke har været tilstrækkeligt til at leve op til vores princip om både at kunne eftervise sammenhænge med statistik og uhjulpne udsagn fra respondenter.