Mike Hedlund-White, Aalborg

Navn: Mike Hedlund-White (Genopstilling) 
 

Erfaring fra Cyklistforbundet og andet organisationsarbejde, bl.a.: 

·     HB-medlem siden 2009  

·     Tidl. CF næstformand 2013-15  

·     Formand for Aktivitetstilkudsudvalget CF-HB (tidl. Kasserer)

·     Fmd. for Cyklistforbundet Aalborg Afd. siden 2011 

·     Forhåndværende Formand for PassagerRåd Nordjylland 

·     Arrangør af div. mobilitets- og cykelpolitiske info- og debatmøder 

·     Tidligere mangeårigt aktiv og kasserer i Aalborgstudenternes Idrætsfor.

·     Uofficiel sparringspartner og rådgiver for diverse cykelrelaterede interessenter

·     Cykeltudflugtsarrangør

Deltager i diverse cykel- og mobilitetsorienterede konferencer, workshops og møder. Involveret i størstedelen af Aalborg-afdelingens presseindsats, networking, arrangementer og lobbyarbejde.

Almén baggrund samt Uddannelses- og Erhvervserfaring

Helårs hverdagscyklist uden på nogen måde at være tekniknørd eller bundet til særlige cykelsubkulturer - cyklen (endnu ikke el) er ganske enkelt mit primære transportmiddel og som sådan en integreret del af min identitet og livsstil.

Cyklismen som samfundsfænomen, forebyggelsesindsats, mobilitetsspiller og som del af en større bæredygtig, klimavenlig samfærdselssammenhæng optager mig i høj grad.

Jeg er et samspilsramt barn af 1960´erne med britisk-svensk herkomst, vestsjællandsk barn- og ungdom samt nordjysk voksenliv med base i Aalborg.

Bachelor i samfundsfag med supplerende engelsksproglige studier (Aalborg Universitet, 1990´erne). 

Beskæftiget gennem årene med bl.a. kommunikation, PR/marketing og fremstilling af luksuschokolade - pt. i en livsmæssig freelance-position.

I 1990´erne tilknyttet kulturmagasinet Skopet (Aalborg/Nordjylland) som skribent, fotograf, quizmager og annoncesælger.

I sidste halvdel af 1980´erne radiovært med eget ugentligt musikmagasin hos Aalborg NærRadio.

Hvad vil jeg bidrage med som HB-medlem i Cyklistforbundet?

Som HB-medlem vil jeg være med til fortsat at sætte markant kurs og pejling for Cyklistforbundet.

Jeg vil fortsat arbejde for et slagkraftigt cyklistforbund på et økonomisk ansvarligt grundlag, der til enhver tid kan matche og mestre de udfordringer, der skal håndteres for at give Cyklistforbundet, cyklismen og cykelsagen bedst mulige vilkår og rammebetingelser.

Det er en styrke at have afdelingsaktive medlemmer fra provinsen som medlem af HB og i det lys vil jeg fortsat arbejde for, at vi bevarer en stærk afdelingsbaseret repræsentation i HB med afsæt i åbenhed, konstruktiv kompromissøgende dialog og respektfuld rummelighed.

Jeg er en balancespiller, der med både forbundshistorik, fornemmelse for de foreningsklassiske demokrati-dyder, visioner og sund fornuft ønsker fortsat at præge HB´s virke og beslutninger.

At have øje for den bedst mulige grad af interaktion og dynamisk samhørighed mellem HB, de aktive og sekretariatet (CF´s professionelle niveau), herunder også virke for at Cyklistforbundet til enhver tid fremstår som en attraktiv virkeplads for cykelglæde og cykelvisioner, ligger mig også på sinde.

Cykelsagen og cyklismen er noget, jeg brænder for på alle parametre og jeg ønsker et meget mere cykelorienteret og cyklende Danmark i stedet for den nuværende tilstand, hvor udviklingen går i retning af en voldsomt voksende bilpark og tiltagende bilbrug! J

Det handler om at præge, til dels sætte, den kurs, som vor direktør og vor organisation pejler efter.

Cyklistforbundets retning de kommende år?

Min overordnede langsigtede vision er at være med til at skabe et meget stærkere cyklistforbund med flere medlemmer og støttegivere - CF skal fortsat være en medlemsbaseret NGO med en stærk tilstedeværelse i samfundsdiskursen, understøttet af en robust økonomi.

Jeg vil inspirere, medudvikle gode idéer, sætte og forfægte den cykelpolitiske dagsorden samt på højeste niveau at sikre en skarp, stærk cykelpolitisk kurs til gavn og glæde for cyklismen.

Min vision er også, at Danmarks anslået 1 mio. daglig- og hyppigcyklister skal have en stærk og velorganiseret fortaler for deres almene cykelinteresser. CF skal være cyklismens og danske cyklisters velkendte og faste fysiske fikspunkt og interessemæssige samlingspunkt. Cyklistforbundet skal stå tindrende klart på lystavlen, som hverdags- og fritidscyklisters naturlige organisatoriske base og forkæmper.

Cyklistforbundet skal i min optik fastholde sin internationale stilling og betydning, både gennem ECF-medlemskabet, via Cykelambassaden og i kraft af diverse øvrige bi- og multilaterale kontakter og indsatser.

På lokalt- og regionalt plan skal cykelsagen styrkes.

Danmark og Cyklistforbundet skal være førende globale fyrtårne for cyklismen, men det kræver et dedikeret fokus over en bred samarbejds- og lobby-palette.

I den kommende mandat-periode sér jeg gerne Cyklistforbundet manifestere sig stærkt på strategisk udvalgte områder, såsom:

·         Børne- og ungecykling

·         Folkesundhed og sygdomsforebyggelse 

·     Cyklistsikkerhed- og tryghed

·     Cyklistfremkommelighed

·     Cykelparkering

·     Økonomiske incitamenter for cyklister

·     Cyklingen i landdistrikterne

Det er endvidere en langsigtet vision for mig, at sekretariatet og Cyklistforbundet udvikles til et sprudlende aktivt heltids- og helårs brændpunkt samt videns- og kraftcenter for dansk cyklisme og internationale cykelrelationer, der udstyres med ressourcerne til at servicere cykelfolket med fuld kompetent styrke hele vejen, året rundt. 

Danmark skal stræbe efter at blive verdens stærkeste cykelland og det skal Cyklistforbundet medvirke til at sikre – Cyklistforbundet skal bidrage mest muligt til, at Danmark bliver grønnere, sundere og mere cykelvenligt for hverdagscyklister!

Læs også

Om os

Hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på landsmødet. Mød hovedbestyrelsen og læs referater fra hovedbestyrelsens møder.

Se bestyrelsen

Om os

Arbejdet i hovedbestyrelsen

Cyklistforbundets hovedbestyrelse vælges på de årlige landsmøder. Se hvad arbejdet i hovedbestyrelsen indebærer.

Arbejdet i hovedbestyrelsen