Med tyverireducerende cykelparkering
For at gøre cyklen til et reelt alternativ i tætte byområder er det afgørende, at parkeringen opleves som sikker. Vores undersøgelser viser, at bekymringen for cykeltyveri er en reel barriere, som direkte hæmmer nogle borgeres lyst til at cykle. Omtrent 4 % af alle ikke-cyklister i undersøgelsen angiver uopfordret at tyveri eller frygten herfor forhindrer dem i at cykle eller påvirker deres brug af cyklen i negativ grad.
I områder med tyverireducerende cykelparkering – fx stativer, hvor cyklen kan fastlåses med kædelås – ses en markant forskel. Her nævnes tyveri sjældnere som en barriere, og det bidrager til et højere niveau af cykling. Eksempler fra caseområder som Aarhus N1 viser, at hvor denne type faciliteter er udbredt, er det ikke en udfordring, som borgerne fremhæver. Samtidig peger interviewudsagn på, at udsigten til bedre og sikrere parkering ville motivere flere til at vælge cyklen i dagligdagen.


