Med stor befolkning i nærområdet
En stor befolkning i nærområdet giver flere destinationer. Der er en tydelig sammenhæng mellem befolkningsstørrelsen og niveauet af cykling i caseområderne. Vores undersøgelser viser både i simple bivariate analyser og i multiple statistiske modeller at højere befolkning inden for især 3 km er forbundet med mere cykling. Sammenhængen holder også, når der tages højde for socioøkonomiske forhold og en række relevante byplanmæssige variable, hvilket understreger robustheden i resultaterne.
Udsagn fra beboere bekræfter denne tendens. I områder med lav befolkning peger mange på, at afstandene til gøremål er for lange til, at cyklen er et reelt alternativ, mens beboere i mere tætte områder fremhæver nærheden til indkøb, arbejde og fritidsaktiviteter som en afgørende årsag til, at de vælger cyklen. Roskilde NØ er et godt eksempel på et caseområde med mange cyklister, netop fordi de korte afstande til hverdagens funktioner gør cyklen oplagt. Andre caseområder med lave cykeltal er derimod kendetegnet ved at ligge længere fra andre mennesker og funktioner, hvilket begrænser cyklens rolle.
Det samlede billede peger på, at tæt bystruktur og mange beboere i oplandet er en grundlæggende forudsætning for et højt cykelniveau. Dette stemmer overens med eksisterende teori om, at urban tæthed og korte afstande fremmer cykling i praksis. Vores analyser viser desuden stærke sammenhænge mellem både beboere og arbejdspladser inden for 5 km og cykelniveauet, selvom sidstnævnte ikke kunne påvises i de multiple modeller. Tilsammen fremstår det tydeligt, at befolkningsstørrelsen i nærområdet er en central faktor for, hvor mange der vælger cyklen – både i hverdagen og i kombination med tog.





