Brug cyklen som redskab til bedre mental trivsel

Interview: Cyklen er mere end bare en transportform. Cykling er også et enkelt og kraftfuldt redskab til både mental og fysisk sundhed - også for mennesker i sårbare livssituationer. Det siger Maria Amrani, projektleder i Cyklistforbundet, der stod bag pilotprojektet ’Cyklende Fællesskaber – cyklen som redskab til bedre mental trivsel’.

  • Hvad er den vigtigste viden fra det tre-årige projekt?

    Det var, at indsatsen virker! Deltagerne oplevede markante forbedringer i deres mentale trivsel, blandt andet i form af større selvtillid og øget tro på egne evner. Cykelfællesskaberne skabte samtidig stærkere relationer og gav deltagerne adgang til nye, positive og aktive fællesskaber.

    Projektet viser også, at vedholdende motivation og tydelige forventninger har stor betydning. Når deltagerne oplever, at deres deltagelse gør en reel forskel for fællesskabet og at de bliver savnet, hvis de ikke møder op, så styrker det deres lyst til at engagere sig.

    Den frivillige indsats har også været afgørende. Frivillige faciliterede de ugentlige cykelture og sikrede stabilitet, som ellers kan være svær at opretholde i en travl hverdag på værestederne. Når der kommer en frivillig udefra, som står klar til at gennemføre turen, bliver aktiviteten ikke til forhandling. Det skaber både struktur, kontinuitet og en oplevelse af, at fællesskabet prioriteres.

Hvad var baggrunden for at undersøge, om cyklen kan bruges som redskab til bedre mental trivsel hos mennesker, der lever i udsatte positioner?

Baggrunden var vores erfaringer fra et tidligere projekt, hvor vi så, at kombinationen af bevægelse og fællesskab skabte positive effekter for mennesker i udsatte positioner. Mange i denne målgruppe deltager ikke i traditionelle idrætsaktiviteter, men har stort udbytte af tilbud, der giver overskuelig struktur, motivation og meningsfulde fællesskaber i hverdagen.

Samtidig manglede vi en tydelig metode, systematik og forankring, som kunne gøre indsatsen bæredygtig og skalerbar. Forskning viser, at cykling særligt i naturen har dokumenteret effekt på mental sundhed. Derfor var det oplagt at undersøge, om vi kunne udvikle et cykelfællesskab målrettet dem, der ofte står uden for etablerede idrætsmiljøer.

For Cyklistforbundet var det også vigtigt at vise, at cyklen er mere end en transportform – det er også et enkelt og kraftfuldt redskab til at sundhed – både mentalt og fysisk. Også for mennesker i sårbare livssituationer.

Vi håber, at den viden, som projektet har genereret, kan bidrage til en forståelse af cykling som en inkluderende og sundhedsfremmende aktivitet – ikke kun for dem, der allerede er fysisk aktive, men også for dem, der står uden for fællesskaberne.Maria Amrani, projektleder i Cyklistforbundet

Hvordan kan væresteder og kommuner bedst sætte den viden og de anbefalinger, som er skabt med projektet, i spil? 

Væresteder og kommuner kan bedst bruge erfaringerne fra projektet ved at gøre cykling til en fast, synlig og tilgængelig del af hverdagen for målgruppen. Et godt udgangspunkt er at etablere et cyklende fællesskab med regelmæssige aktiviteter, gerne på samme tidspunkt hver uge. Når cykler og nødvendigt udstyr stilles til rådighed, reduceres adgangsbarriererne, og flere får mulighed for at deltage. Det er også vigtigt, at cykelaktiviteterne integreres der, hvor målgruppen i forvejen opholder sig. I projektet så vi, at interessen ofte opstod, når andre brugere så fællesskabet køre afsted eller komme tilbage, eller hørte om turene fra andre deltagere.

Tydelig kommunikation om, at fællesskabet er for alle – uanset erfaring, form eller udstyr – er også afgørende. Og korte, overskuelige ture og princippet om, at ingen bliver efterladt, skaber tryghed og gør det lettere at tage det første skridt. For trygge rammer er generelt en forudsætning for deltagelse. For mange fungerer følgeskab godt som start. Det har givet nogle deltagere ro at vide, at der er nogen at cykle sammen med, og at der er støtte undervejs.

I projektet prioriterede vi også, at alle blev hørt i forhold til rute, distance, tempo og pauser. Vi oplevede, at involveringen styrkede ejerskabet og gjorde fællesskabet inkluderende.

I hvilke andre sammenhæng kan modellen og indsigter fra projektet bruges?

Modellen og indsigterne fra projektet kan overføres til andre indsatser, hvor mennesker har brug for støtte til at skabe struktur, fællesskab og positive hverdagsrutiner. Særligt i indsatser for borgere med psykiske udfordringer, misbrugserfaringer, langvarig ledighed eller social isolation kan principperne fra cykelfællesskaberne skabe værdi. Grundideen (at kombinere bevægelse, natur og et trygt fællesskab) er enkel, men virkningsfuld.

Desuden er indsigten om, at vedholdende motivation, tydelige rammer og anerkendende fællesskaber også afgørende. Den kan benyttes af fx botilbud, psykiatrien og jobcentre til at skabe stabilitet og meningsfulde aktiviteter for målgrupper, som kan have svært ved at fastholde deltagelse. Her kan erfaringerne fra projektet fungere som praktisk inspiration til at skabe forløb, der både styrker mental sundhed, trivsel og deltagernes tro på egne evner.

Hvad håber Cyklistforbundet, at der sker nu?

Vi håber, at de positive resultater omsættes til handling. At flere væresteder og kommuner får mod på at etablere egne cykelfællesskaber og bruge cyklen som aktivt redskab til at skabe bedre trivsel. Derudover håber vi, at den viden, som projektet har genereret, kan bidrage til en bredere forståelse af cykling som en inkluderende og sundhedsfremmende aktivitet – ikke kun for dem, der allerede er fysisk aktive, men også for dem, der ofte står uden for fællesskaberne.

På sigt ønsker vi at inspirere til en mere systematisk forankring, hvor cykling og fællesskabsbaserede aktiviteter bliver en naturlig del af sociale indsatser på landsplan og at cykelture i grønne områder også bliver en større del af socialpsykiatrien.

Og endelig håber vi, at de mennesker, der allerede har været en del af projektet, fortsætter med at cykle, mødes og styrke hinanden. 

Se også

Alt om cykling

Sådan etablerer I cyklende fællesskaber lokalt hos jer

MODELLEN: Cykelfællesskaber styrker mental sundhed, handlekraft og hverdagsmobilitet hos psykisk sårbare. Se de tre nøgleaktører, de seks bærende søjler og de otte faser i arbejdet med at skabe et lokalt cykelfællesskab og gennemføre et 16 ugers forløb med ugentlige cykelture.

Gå til modellen/håndbogen

Alt om cykling

Til kaptajnteamet i et cyklende fællesskab

KAPTAJNHÅNDBOG: Et cyklende fællesskab ledes af et cykelkaptajnteam, og et godt samarbejde i teamet skaber tryghed og kvalitet på tur og i fællesskabet. Vi har samlet viden og øvelser, som hjælper jer godt i gang med at sætte rammer om jeres fællesskab og klæde jer på til at cykle ud i naturen som en samlet gruppe.

Gå til kaptajnhåndbogen

Alt om cykling

Piloten: Stort udbytte hos deltagerne i det to-årige pilotprojekt

Modellen, som er præsenteret her, bygger på viden og erfaringer indhentet i det to-årige pilotprojekt 'Cyklende Fællesskaber - cyklen som redskab til bedre mental trivsel'. Evalueringen viste stort udbytte hos deltagerne i projektet.

Se pilotprojektet - formål, metode og resultater