Jeg har brug for tre hjul under mig

Bettina Søndergaard, 42 år, Ishøj

Kan du fortælle lidt om dig selv?

Jeg har været på førtidspension i 20 år. Ved siden af har jeg et lille job med at tælle service, udlevere nøgle og føre regnskab over udlejningen af beboerlokalet i min boligafdeling. Jeg sidder også i afdelingens bestyrelse, og så kan jeg lide at komme ud i naturen med mine to hunde.

Kan du beskrive dit handicap, og hvad det betyder for dine muligheder for at cykle?

Jeg er autist, har ADD og angst og lider af svimmelhed. Jeg har også fibromyalgi med diffuse smerter i muskler og led. Jeg har svært ved at komme hjemmefra på grund af angsten, men det lykkes, fordi jeg har hundene med på cyklen, for de tager opmærksomheden fra mine katastrofetanker.

Det giver så meget glæde i hverdagen, at jeg kan være selvhjulpen, røre mig og lade op i naturen. Jeg var på vej til at blive diabetiker, men cyklen hjalp mig til at tabe mig, for jeg havde ikke brug for endnu en sygdom.Bettina Søndergaard

Hvilken cykel kører du på?

Jeg har en ladcykel med el, for med min svimmelhed har jeg brug for at have tre hjul under mig. Desuden ville jeg aldrig kunne få mig op på en almindelig handicapcykel, da jeg ville føle, at jeg skilte mig ud, og det kan min angst ikke klare. Nogle gange kan jeg få angst, hvis pulsen kommer for meget op, så jeg har en klap i fronten, som jeg kan åbne og sætte mig i ladet, hvis jeg har brug for en pause væk fra andre.

Hvad er de vigtigste positive effekter ved at cykle?

Jeg elsker den frihed, cyklen giver. Det er dejligt at komme ud i naturen i stedet for, at jeg burer mig inde. Jeg kan ikke køre i bus og tog, så jeg cykler også, når jeg skal handle og til læge. Det giver så meget glæde i hverdagen, at jeg kan være selvhjulpen, røre mig og lade op i naturen. Jeg var på vej til at blive diabetiker, men cyklen hjalp mig til at tabe mig, for jeg havde ikke brug for endnu en sygdom.

Hvad eller hvem har været afgørende for, at du cykler?

Jeg havde set flere køre på ladcykel og var begyndt at tænke på, om det kunne være noget for mig. En af mine naboer havde én, som jeg fik lov at prøve, og så søgte jeg om at få bevilget en.

Hvad er de vigtigste udfordringer, du oplever i forhold til cykling?

Det var en kamp at få ladcyklen. Jeg søgte om at få den som hjælpemiddel, men fik den bevilget som forbrugsgode, så jeg har selv betalt halvdelen og skal også selv vedligeholde den. Det var i 2019. Kort efter kom der en principafgørelse om, at ladcykler nu er så almindelige, at de ikke længere kan bevilges som forbrugsgode. Så når min cykel er udtjent, skal jeg selv betale for en ny, til trods for den fungerer som et hjælpemiddel for mig. Det nedgør handicappedes muligheder for at bevæge sig rundt, at vi ikke kan få tilskud til en ladcykel, som for nogle er det mest optimale hjælpemiddel.

Hvad skulle blive bedre, hvis flere med handicap skal op på cyklen?

Reglerne om hjælpemidler bør justeres, så os med handicap kan få hjælp til at bevæge os. Og så skal der mere oplysning til om cykler, som er egnede til mennesker med handicap. Det er måske ikke alle, som tænker på, at en ladcykel kan være noget for dem.

Mød andre cyklister med handicap

Cyklen giver en enorm følelse af frihed

Agnes var meget utryg ved at cykle i begyndelsen. Men i dag cykler hun selv både til skole og hjem til vennerne - og hendes far behøver ikke længere at køre hende.

Læs mere

Min angst får ro, når jeg cykler

Når Nynne Lindeberg kører med offentlig transport, trigger det hendes angst. På cykel er der ikke noget pres - tværtimod er den friske luft genial mod angst.

Læs mere

I en håndcykel kan jeg få pulsen op

På cyklen oplever Jan Friis Jørgensen ikke de samme problemer, som når han bevæger sig rundt i kørestol.

Læs mere